Lejere bliver ikke længere straffet for at efterisolere
Nye regler for boligstøtte og energirenovering betyder, at de, der bor i lejebolig, kan efterisolere deres bolig uden, at det går ud over boligstøtten
Det har hidtil været et problem, at beboere i lejeboliger, hvor der gennemføres udvendig efterisolering af bygningen, risikerer at få reduceret eller miste boligstøtte.Det skyldes, at udvendig efterisolering øger tykkelsen af en bygnings ydervægge og dermed øger bruttoetagearealet, som kommunerne bruger til at opgøre støtten efter. Jo større bruttoetageareal, des lavere boligstøtte.
Men nu har Klima-, Energi- og Bygningsministeriet sammen med Social- og Integrationsministeriet og Ministeriet for By-, Bolig- og Landdistrikter udarbejdet en løsning, så boligstøttemodtagere ikke risikerer at opleve negative økonomiske konsekvenser i forbindelse med udvendig isolering.
- Jeg er glad for, at reglerne for boligstøtten nu ændres, så lejerne også kan få glæde af energibesparelser i form af lavere energiregninger, uden at det påvirker boligstøtten. Dermed har vi fjernet en vigtig forhindring for, at der gennemføres energirenoveringer i lejeboligerne, og vi skaber større sikkerhed for de svageste lejere, siger Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.
Gælder fra i dag
Ministeren kalder det desuden for sund fornuft, at energibesparelser i bygninger skal være til fordel for både lejere og udlejere.
Løsningen indebærer, at reglerne for beregning af boligstøtten til lejere ændres med virkning fra i dag, så boligstøtten ikke reduceres, når der gennemføres energibesparelser på bygningen, som man bor i.
Økonomisk stopklods fjernet
Særligt i alment byggeri, hvor beboerne i modsætning til i private lejeboliger har stor indflydelse på de renoveringsprojekter, som gennemføres i de enkelte boligafdelinger, kan mulige ændringer i beboernes boligstøtte have betydning for beboernes opbakning til konkrete efterisoleringsarbejder.
-jhn
Nye regler:
Social-, Børne- og Integrationsministeriet ændrer bekendtgørelsen om beregning af boligens bruttoetageareal efter boligstøtteloven med virkning fra 1. december 2013, så det præciseres, at kommunerne i forbindelse med udbetaling af boligstøtte fortsat skal anvende det oprindelige boligareal i beregningen af boligstøtten.
Ministeriet for By-, Bolig- og Landdistrikter ændrer registreringsreglerne i BBR, så der fremover både registreres det ændrede areal, som svarer til arealet af efterisoleringen i de tykkere vægge og det uændrede boligareal svarende til før efterisoleringen.
Se bekendtgørelsen her.
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=159141