Afslører svindel i momskarruseller for 2½ milliarder

Afslører svindel i momskarruseller for 2½ milliarder

Skattestyrelsens indsats mod momskarruseller rammer plet i langt de fleste tilfælde

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Skattestyrelsen fandt sidste år fejl eller svig i 87 procent af kontrollerne mod momskarruseller. Siden 2018 har kontrolindsatsen ført til udsendte opkrævninger for samlet cirka 2,5 milliarder kroner.

Når en virksomhed sælger eksempelvis en håndværkerydelse, skal der betales moms, men nogle spekulerer i momssvindel.

Det kan ske på flere måder, eksempelvis ved momskarruseller, hvor virksomheder handler ind og ud af Danmark gennem én eller flere mellemmænd uden at indberette moms til skattemyndighederne.

Uanet deltager
Selvom en momskarrusel primært handler om at undlade at betale moms, kan virksomheder uden at vide det blive deltager i en momskarrusel.

Skattestyrelsens kontroller mod momskarruseller siden 2018 er blevet mere effektive, og styrelsen er blevet bedre til at finde de sager, hvor der begås svig eller fejl med momsangivelsen.

Den målrettede indsats har ført til, at Skattestyrelsen i 2023 fandt fejl eller svig med momsangivelsen i 87 procent af kontrollerne mod momskarruselsvig.

0,9 millioner i gennemsnit
Skattestyrelsen har i gennemsnit sendt opkrævninger ud for cirka 0,9 millioner konre per kontrol mod momskarruselsvig.

Som supplement til kontrolindsatsen arbejder Skattestyrelsen løbende på at forebygge svig på momsområdet, eksempelvis ved at inddrage eksisterende momsregistreringer og stoppe oprettelsen af virksomheder, som mistænkes for at blive oprettet alene med henblik på svindel.


20/10 2024