AT: Vejarbejdere lever livet farligt Arbejdstilsynet stødte bl.a. på situationer med uegnet afskærmning til trafikken, hvilket ifølge AT er et udbredt problem for vejarbejdere. (Foto: Arbejdstilsynet)

AT: Vejarbejdere lever livet farligt

Vejarbejdere beskyttes ikke tilstrækkeligt, konkluderer Arbejdstilsynet efter aktion, hvor der er afsløret problemer med sikkerhedsforanstaltningerne adskillige steder

Vejarbejdere risikerer at komme til skade på jobbet, fordi de ofte ikke er ordentligt sikret mod at blive påkørt. Det er konklusionen efter, at Arbejdstilsynet forleden var på en landsdækkende aktion for at tjekke sikkerheden ved vejarbejde.

På aktionen besøgte Arbejdstilsynet 72 steder med vejarbejde, og på 33 af dem var forholdene ikke i orden.

Ved mere end en tredjedel af de besøgte vejarbejder var der problemer med sikkerhedsforanstaltningerne, enten fordi de manglede, eller fordi de var utilstrækkelige i forhold til hastigheden på trafikken forbi arbejdsstedet.

Arbejdstilsynet stødte bl.a. på situationer med uegnet afskærmning til trafikken, hvilket ifølge AT er et udbredt problem for vejarbejdere.

- Der skal ikke meget til, før der sker en ulykke, når der arbejdes helt tæt på kørende trafik uden anden afspærring end trafikkegler. I dette tilfælde skal der være opsat trafikværn, der kan standse en bil, der kører ind i arbejdsområdet, lyder dommen fra AT tilsynets hjemmeside.

Arbejdstilsynet så ved aktionen forleden efter alvorlige risici ved bygge- og anlægsarbejdet og havde særligt fokus på, om der er truffet sikkerhedsforanstaltninger, og om de er tilstrækkelige til at sikre mod påkørsel, om færdsel til og fra vejarbejdet kan foregå sikkert, om vejarbejderne bruger reflekstøj, når de færdes uden for det afmærkede arbejdsområde og om opsætning og fjernelse af afmærkningsmateriel kan foregå på en sikker måde.

-cmn

22/5 2015