Byggebranchen har rødder i 1000-årige traditionerFlere end 2000 landsbykirker vidner om stolte håndværkstraditioner

Byggebranchen har rødder i 1000-årige traditioner

BygTek ønsker hele byggesektoren en GLÆDELIG JUL og et GODT NYTÅR

Redaktionen

Når kirkeklokkerne ringer julen ind over alt i landet, er der næppe mange, som tænker på, at det også er Danmarkshistoriens største byggeprojekt, der sender os en hilsen.

Der blev i 1100-1200 tallet bygget over 2000 landsbykirker, som står den dag i dag, både som minder om en svunden tid og som et bevis på, hvad folk på den tid kunne præstere af arkitektur og nå ved håndens kraft.

Det er et bevis på, at danske murere, tømrere og andre byggearbejdere stadig den dag i dag står på et fundament af generation efter generation, som har bragt deres viden og håndværk videre, og der er ingen tvivl om, at nogle af de redskaber, der blev brugt for næsten 1000 år siden – om end måske i en anden form – også anvendes i dag.

Og man oplever heldigvis stadig bygearbejdere, der er stolte af deres håndværk og sætter en ære i ikke at gøre deres forfædre til skamme.

Rådvad viser vejen - endnu
Vi har i dag på Rådvad et Center for Bygningsbevaring, der dels kan rådgive om vedligeholdelse og istandsættelse af ældre bygninger, og dels formidle viden om traditionelle byggematerialer og håndværksmetoder.

Statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, har solgt Raadvad, og dermed er den klynge af gamle håndværk, der er samlet netop der, i fare for at uddø.

Det er sjældent, at man i den grad oplever, at staten bevidst sælger ud af Danmarks historie og bevarelsen af denne.

Og det er jo ikke mindst det, som denne artikel begyndte med – de gamle landsbykirker – der har brug for, at de gamle håndværk og kendskabet til den tids byggematerialer bevares.

Bring stoltheden videre
Hvad ville der mon ske, hvis den stolthed over deres håndværk - der hos fortidens og nutidens 'bygmestre' skabte det Danmark, vi møder overalt, hvor vi vender os - kunne formidles til de unge i folkeskolen, inden de skulle træffe deres uddannelsesvalg.

Skal flere unge vælge håndværket til, er der brug for en indsats, hvor håndværkere med stolthed i stemmen som ’ambassadører’ over for de unge kan fortælle om både nutidens og fortidens håndværk.

Fortælle de unge, at de ved at vælge en erhvervsuddannelse kan skabe både nutidens og fremtidens Danmark.

Måske bliver 2020 året, hvor bøtten vender, og flere vælger gymnasiet fra og erhvervsskolerne til.

Det er jo ved nytårstide, man har lov til at drømme.

20/12 2019