Bygherrerådgivere forener kræfterne
Kuben Management har pr. 1. maj overtaget ejerskabet af Byr Gruppen. Opkøbet styrker Kuben Managements markedsposition inden for bygherrerådgivning til private investorer
Byr Gruppen er primært lokaliseret i København og beskæftiger 10 bygherrerådgivere. Kunderne er først og fremmest private ejendomsinvestorer og pensionsselskaber, som investerer i udvikling af boligbyggeri i det storkøbenhavnske område.
Med sin stærke position inden for bygherrerådgivning til private investorer bidrager købet af Byr Gruppen til at realisere Kuben Managements ambition om at være den foretrukne rådgiver for udviklingen af det byggede miljø med en stærk markedsposition inden for såvel det almene, det offentlige og det private markedssegment.
- Det er et stærkt match. Vi kan se, at der er mange lighedspunkter i de to virksomheders markedstilgang og kultur, siger adm. direktør i Kuben Management Ulf Christensen.
Stifter af Byr Rasmus Storgaard tilføjer:
- De nye ejerforhold giver nye, gode vækstmuligheder. Vi får en større og bredere organisation som bagland og kan trække på et langt bredere spektrum af kompetencer og ydelser.
Han ser også spændende muligheder i et tættere samarbejde med Kuben Managements søstervirksomhed Exometric, som leverer avancerede efterspørgselsanalyser inden for bolig- og ejendomsmarkedet med henblik på at sikre det optimale afkast for investorer.
Større og mere komplekse opgaver
Tidligere partner i Byr Gruppen Michael Nyboe forventer, at virksomheden med afsæt i de fælles kompetencestyrker fremover kan løse endnu større og mere komplekse opgaver.
Også i Kuben Managements moderselskab Nrgi er der glæde over det nye ejerskab.
- At Byr Gruppen og Kuben Management nu forener kræfterne styrker Nrgi-koncernens samlede markedsposition og øger vores kapacitet til at bidrage til en bæredygtig udvikling af det byggede miljø i Danmark, siger adm. direktør Jacob Vittrup.
-los