Cykelruter for 3-cifret millionbeløb på vejSkitseudkast til opgradering af særlige cykelstrækninger vil ligge klar før sommer. Den samlede rapport forventes færdig til august.(Foto: Mikael Stålnacke)

Cykelruter for 3-cifret millionbeløb på vej

Ny ambitiøs plan for cykelbyen København på vej. 140.000 cyklister på de tættest befærdede vejstrækninger kan nu se frem til mere albuerum på cykelstierne

Cykeltrafikken i det centrale København er næsten fordoblet siden 1990. Nu bliver vejstrækninger med sammenlagt 140.000 cyklister dagligt set efter i sømmene for at skabe mere albuerum på cykelstierne.

Københavns Kommune har således skudt gang i arbejdet med en ambitiøs plan, der skal forbedre forholdene for cyklisterne på en række af byens gader i det centrale og mest cykeltrafikerede København.

Det skal gøre gaderne i stand til at håndtere den fortsatte stigningen i antallet af cyklister, der kommer når indbyggertallet stiger med 100.000 frem mod 2025 og i takt med, at flere fravælger bilen til fordel for cyklen.

Der er afsat 1,5 mio. kr. til at udarbejde planen. Gennemførelsen vil koste et trecifret millionbeløb, siger et forsigtigt skøn. Skitseudkast til strækningerne vil ligge klar før sommer. Den samlede rapport forventes færdig til august.

Hensyn til bylivet
Inden eksperterne sætter sig til tegnebordet vil trafikanterne blive taget med på råd uanset om de mest bruger cykel, gang, kollektiv transport eller bil. Det skal sikre, at behovet for cykelforbedringer bliver imødekommet, og at hensynet til byliv og andre transportformer bliver tænkt med i planerne.

- København vokser eksplosivt, og om 10 år vil vi være 100.000 flere københavnere. Byen har allerede i dag nået mætningspunktet for biltrafik. Derfor skal vi gøre det endnu mere attraktivt at cykle, gå og bruge den kollektive transport.

- Nu tager vi hul på arbejdet med at forbedre nogle af vores vigtigste cykelgader til den vækst, vi allerede har set og kommer til at se de kommende år. Vi skal selvfølgelig lytte til københavnernes behov og ønsker, inden vi sætter os til tegnebordet, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Roadpricing spøger stadig
Trængselskommissionens vurderede i 2013, at der i hele hovedstadsregionen vil blive foretaget 700.000 flere ture på en hverdag i 2025.

Heraf vil 350.000 ture ske med bil med mindre kommissionens anbefalinger om investeringer i bedre forhold for cyklister og brugerne af den kollektive transport bliver fulgt og suppleret med roadpricing.

I Københavns Kommune vil stigningen i biltrafikken blive på 27 % svarende til ca. 270.000 flere bilture, hvis ikke politikerne griber ind.

Den nye plan for seks af de mest benyttede cykelstrækninger skal på indledende skitseniveau vise politikerne på Københavns Rådhus, hvilke forbedringer, der er nødvendige, hvis cykelinfrastrukturen skal matche det stigende antal cyklister. I 2013 valgte 41 % af dem der arbejdede eller studerede i Københavns Kommune at cykle til job og uddannelse.

- København kan kun tiltrække så mange nye indbyggere, fordi vi har forvandlet byen, så den i dag rummer forudsætningen for et godt liv med grønne områder, et godt byliv og en velfungerende trafik med fokus på fodgængere, cyklister og brugerne af den kollektive transport. Hvis ikke vi bremser antallet af biler i byen, vil vi sætte udviklingen over styr, mener Morten Kabell.

Opbakning fra tilflyttere
De mange tilflyttere er ifølge Københavns Kommune helt på bølgelængde med deres teknik- og miljøborgmester.

I en meningsmåling foretaget blandt tilflyttere til Københavns Kommune i 2013 peger mere end 80 % af de adspurgte på gode muligheder for at cykle som afgørende for deres valg af bolig.

Muligheden for at køre i bil kun bliver prioriteret mellem 15 og 41 % af tilflytterne. Samtidig viser en undersøgelse foretaget af Cowi, at 38 % af bilisterne håber, at de fremover kan bruge cykel mere end i dag. 

-cmn

13/3 2015