Daglig arbejdstid er ikke reguleret i Arbejdsmiljøloven
Arbejdstilsynet har ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ikke givet tilladelse til 12 timers arbejde daglig i 28 dage i træk på Femernbyggeriet
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Arbejdstidsforholdene på anlægget af Femernforbindelsen har ikke overraskende givet anledning til stor undren i både fagbevægelsen og på Christiansborg, efter at det kom frem, at Arbejdstilsynet havde givet tilladelse til, at der kunne arbejdes 28 dage uden fridage og 12 timer dagligt.
I et svar til Christian Juhl fra Enhedslisten slår beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fast, at reglerne ’ikke skal kunne udnyttes til social dumping’:
- Derfor har jeg taget initiativ til en ændring af arbejdsmiljølovgivningens regler om hvileperiode og fridøgn, så vi fremover sikrer, at partsaftaler om fravigelse af reglerne ikke kan indgås på virksomhedsniveau, oplyser ministeren blandt andet.
11 timers hvile i døgnet
Christian Juhl har bedt ministeren om, at ’arbejdstiden kan normaliseres på byggeriet af Femernforbindelsen’, og her svarer ministeren nok lidt overraskende, at spørgsmålet om den daglige arbejdstid IKKE er reguleret i arbejdsmiljølovgivningen:
- Arbejdsmiljølovgivningen stiller alene krav om mindst 11 timers hvil i døgnet. Arbejdstid er reguleret enten ved kollektiv overenskomst eller i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet… Arbejdstilsynet har derfor ikke givet tilladelse til, at de ansatte på Femern Bæltbyggeriet kan arbejde 12 timer i træk. Reglerne om et ugentligt fridøgn er reguleret i arbejdsmiljølovgivningen, og Arbejdstilsynet har godkendt aftaler om fravigelse af denne regel for to hollandske virksomheder, der arbejder på Femern Bælt-byggeriet, lyder det fra Peter Hummelgaard.