Danish Wood Award 2018Studielandsbyen - lenschow & pihlmann.

Danish Wood Award 2018

Dorte Mandrup, lenschow & pihlmann og einrum arkitekter dyster om arkitekturprisen, der i år har 60-års jubilæum

Danish Wood Award blev for første gang uddelt for 60 år siden. I år har priskomiteen indstillet tre tegnestuer, der spænder meget vidt - det prisbelønnede arkitektfirma Dorte Mandrup, de to unge arkitekter bag tegnestuen lenschow & pihlmann og arkitektparret bag einrum arkitekter, der har specialiseret sig i CLT.

Dorte Mandrup er nomineret for den omfattende modernisering og udbygning af Vadehavscentret i Ribe, hvor hun har skabt et enestående bygningsværk, der er en arkitektonisk oplevelse i sig selv.

- Priskomiteen indstiller tegnestuen for sin enestående arkitektur i Vadehavscentret. Kombinationen af stråtækte facader og moderne arkitektur i træ får den skulpturelle bygning til at stå knivskarpt, forklarer Mikael Koch, der er formand for priskomiteen og direktør i Træinformation, der står bag Danish Wood Award.

Vadehavscentret - Dorte Mandrup.

Den unge tegnestue lenschow & pihlmann har overrasket med Studielandsbyen i Viby J, hvor de gennem modernisering og tilbygning til en bindingsværksgård har videreført vores kulturarv og skabt moderne studieboliger med en hyggelig landsbystemning.

- lenschow & pihlmann nomineres for deres stærke materialevalg, hvor de udnytter de oprindelige trækonstruktioner og får nyt og gammelt til at spille sammen på fornemste vis, siger Mikael Koch.

CLT Projekt T77 - einrum arkitekter.

Parret bag einrum arkitekter - Kristin Brynja Gunnarsdóttir og Steffan Iwersen - har opført deres egen to-etagers villa i Brønshøj med et synligt råhus i CLT, der som arkitektur er fremragende designet og udført.

- Vi indstiller einrum arkitekter, fordi de med deres CLT-hus har indtaget rollen som pionerer for træbyggende arkitekter i Danmark. De har bevist, at massivtræ kan være både smukt, sundt og dejligt at bo i, forklarer Mikael Koch.

Vinderen af Danish Wood Award 2018 bliver afsløret ved en prisoverrækkelse hos Dansk Byggeri den 27. september.

Om Danish Wood Award
Træbranchens arkitekturpris bliver uddelt hvert andet år og er en af Danmarks ældste arkitekturpriser. Prisen er på 100.000 kr. og hædrer en tegnestue, der har udvist store kunstneriske kvalifikationer, teknisk dygtighed og overbevisende anvendelse af træ.

Vinderen udvælges af en uvildig komite, som består af formand Mikael Koch, ark. MAA og direktør i Træinformation, Anna Maria Indrio, ark. MAA og partner i Norrøn, Nicolai Richter-Friis, ark. MAA og partner i Lundgaard & Tranberg Arkitekter, Søren Nielsen, ark. MAA og partner i Vandkunsten, Anders Brix, ark. MAA samt Kristine Jensen,ark. MAA, MDL og indehaver Kristine Jensens Tegnestue.

Prisen er støttet af Træinformation, Danske Byggecentre og Træsektionen i Dansk Byggeri.

-kj

7/9 2018