Aktuelle nyheder om byggebranchen - Byggeri

Danmark på verdenskortet indenfor 3D-betonprint

Danmark på verdenskortet indenfor 3D-betonprint

Den 29. november deler en række internationale eksperter i 3D-betonprint ud af deres erfaringer på en stor konference på Teknologisk Institut

Del artiklen på

Den 29. november sætter InnoByg og Teknologisk Institut fokus på den seneste udvikling inden for 3D-printet beton til byggebranchen, når aktørerne inviterer til konference med indlæg fra førende eksperter fra både Holland, Schweitz, Frankrig og Danmark. Dagen byder både på nyt om de seneste projekter samt debat om, hvordan vi kan anvende den nye teknologi i fremtidens byggeri.

- At Danmark kan tiltrække internationale eksperter til at dele deres erfaringer på konferencen er en stor anerkendelse af, at Danmark for alvor er sat på landkortet indenfor 3D-betonprint. Dette er bl.a. også eksemplificeret gennem opførelse af Europas første 3D-printede bygning 'The Bod', som er opført i Københavns Nordhavn af den danske virksomhed Cobod International, siger Thomas Juul Andersen, der er faglig leder på Teknologisk Institut og har arbejdet med udvikling af 3D-betonprint igennem flere år.

Arkitektoniske muligheder
Selvom teknologien har stort fokus i hele verden, så er der stor forskel på, hvor kræfterne bruges ift. at udvikle teknologien.

- I Kina er der allerede flere eksempler på 3D-printede betonhuse. Her synes det primære fokus at være rettet mod at skabe produktivitetsforbedringer i byggeriet. I Europa er der ikke bygget så meget endnu, men til gengæld synes initiativerne her at være rettet mod også at udforske den nye teknologis arkitektoniske muligheder. Og netop denne afsondring kan vise sig at være rigtig vigtig, hvis 3D-betonprint skal finde sin relevans i fremtidens byggeri, forklarer Thomas Juul Andersen.

Helt ny æstetisk dimension
Konferencen udspringer bl.a. af projektet '3D-printet byggeri', som er støttet af Styrelsen for Forskning og Innovation. I projektet har Teknologisk Institut gennem knapt tre år tilvejebragt nye teknologier inden for 3D-betonprint. Et stort fokus i projektet har været at undersøge de arkitektoniske muligheder ved at anvende 3D-betonprint som fabrikationsmetode.

- Udover den frie formbarhed åbner 3D-betonprint nogle nye muligheder for eksempelvis at eksperimentere med farver mellem de printede lag, hvilket vil give en helt ny æstetisk dimension til betonoverflader. Herudover er muligheden for at skabe materialebesparende konstruktioner helt oplagt, da printeren kun behøver at udlægge materiale dér, hvor det gør gavn for konstruktionen, fortæller Thomas Juul Andersen.

Udfordringer og perspektiver
Selvom der er spændende perspektiver for byggebranchen ved at indføre 3D-betonprint, er der stadig nogle udfordringer, som kræver en indsats, før teknologien for alvor kan implementeres. Udover at der fortsat mangler robuste og fleksible løsninger på at integrere armering i printprocessen, arbejdes der også fortsat på at have bedre kontrol over selve betonen i printprocessen.

- 3D-betonprint er en radikal anderledes måde at fremstille betonkonstruktioner på sammenlignet med traditionelle metoder. I dagens betonproduktion bygges en støbeform, hvori der hældes beton, som hærdner, og formen fjernes igen. Selvom der selvfølgelig skal være styr på betonens sammensætning og udstøbning, kan resultatet alligevel blive acceptabelt ved variationer i sammensætning og udstøbningsproces. Det gør sig imidlertid ikke gældende ved 3D-printet beton. Her er vinduet for succes markant indsnævret, og tidsfaktoren er en særlig vigtig parameter. F.eks. skal betonen inden for kort tid både være tilpas flydende til at kunne pumpes, tilpas fast til at kunne holde sin form efter ekstrudering, opbygge hurtig styrke til at kunne bære de næste lag og samtidig sikre en tilpas vedhæftning mellem de printede lag, siger Thomas Juul Andersen, som ikke er i tvivl om teknologiens potentiale:

- Når der kommer helt styr på de sidste udfordringer ved 3D-betonprint, har teknologien potentialet til at revolutionere byggebranchen med muligheden for at skabe skræddersyede betonkonstruktioner i en automatiseret proces.

-kj

Læs mere om Byggeri

8/11 2018
AfskærmningAlu stigerAmeringsnetBetonstøbningBIMBrandpartierBrandsikring konstruktionBrandsikring lineær fugerBrandsikring lukningBrandsikring træBrandskalsikringBrandspjældBrandstigerBygningsprofilerBygningsrenoveringCAD kurserCAD rådgivningCAD softwareCAD supportCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringEtagebyggeriFundamentFundamenterGarageanlægGarageporteGipspladerHovedentrepriseIndustriporteIndustristøvsugerInstitutionsbyggeriJordvarmeKabelkanalerKvisteLejderListerLofterMalingMaterielopbevaringMultistigerOmbygningOptimering af arbejdsgangePavillonerPortautomatikPorteRabatkoderRullestilladsSandwichpanelerSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserStukTapetTeleskopstigerThermo asfaltmåtterThermo betonmåtterTotalentrepriseTotalrenoveringTrappestigerTræTræbetonUderums møblerVarmepumperVintermåtterVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.

Mest læste


Seneste nyheder