Dansk Håndværk: Virksomheder bør have skattefradrag for indberetninger
Konkret foreslår Dansk Håndværk, at virksomhederne får et skattefradrag på 500 kroner for hver indberetning til det offentlige
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ikke mindst ejerne af små - og mellemstore virksomheder har i årevis hørt på skåltaler fra politikerne ved festlige lejligheder med løfter om færre administrative byrder – ’BØVL’
Men der har været langt fra skåltalerne og til virkelighedens verden. En undersøgelse fra SMVdanmark viser, at håndværksmestre nærmest drukner i administrative byrder, og det får nu Dansk Håndværk til at foreslå et automatisk skattefradrag for hver indberetning.
Direktør Morten Frihagen peger på, at den omtalte analyse viser, at en lille virksomhed i gennemsnit bruger 3½ time om ugen på et væld af forskellige indberetninger:
- Myndighederne har en glubende appetit på viden om alt mellem himmel og jord, og dyngen vokser, fordi det er gratis for det offentlige at kræve mere, siger Morten Frihagen.
Skal ikke gøres gratis
Dansk Håndværk foreslår derfor, at virksomhederne skal kompenseres for det arbejde, de udfører for det offentlige:
– Virksomheden bruger tid på at servicere myndighederne, og det skal de ikke gøre gratis. Derfor bør virksomhederne have et automatisk skattefradrag på 500 kroner for hver tvungen indberetning, de skal foretage. Skal der indberettes en gang om måneden, giver det et årligt fradrag på 6000 kroner. Skal de samme oplysninger indberettes to forskellige steder, er der naturligvis dobbelt fradrag. Kræver det offentlige fire forskellige indberetninger månedligt betyder det et fradrag på 24.000 kroner, forklarer Morten Frihagen.
Opdragende funktion
Han håber, at en sådan regel også vil få myndighederne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de finder på nye opgaver, der måske er ’nice to have’, men ikke ’need to have’.
Ifølge Morten Frihagen kan fradraget ikke nødvendigvis dække de reelle udgifter hos virksomheden:
- Men det vil få det offentlige til at tænke sig om, før de sender virksomhedsejere i de små og mellemstore virksomheder på aftenarbejde for at servicere myndighederne. Og det kan få mængden af oplysninger under kontrol. Vores forslag er praktisk og ret nemt at gennemføre. Myndighederne ved præcist hvilke virksomhedstyper, der er pålagt de forskellige indberetninger – ofte ud fra deres stamdata i erhvervsregisteret. Det er derfor også ganske nemt helt automatisk at give dem et tilsvarende fradrag, siger Dansk Håndværks direktør.
Brug det i valgkampen
Morten Frihagen understreger, at forslaget ikke betyder ekstra arbejde for hverken myndigheder eller virksomheder, og han håber, at landets virksomhedsejere vil tage forslaget op på møder i den kommende valgkamp, så de lokale politikere bliver nødt til at forholde sig til problemet.
FAKTA
SMVdanmarks analyse viser blandt andet:
- I 2021 svarede mængden af det tidskrævende arbejde til 34.901 fuldtidsbeskæftigede, der kun arbejder med de nuværende krav for blandt andet. indberetningskrav.
- Arbejdskraften brugt på indberetning, rapportering og anden kontakt med offentlige myndigheder koster årligt de små og mellemstore virksomheder 16,5 milliarder kroner alene i medarbejderomkostninger.
- 64 procent af virksomhederne mener, at det ville være lettere at starte virksomhed i Danmark, hvis man reducerede antallet af indberetninger til det offentlige.
Læs analysen på nedenstående link
https://smvdanmark.dk/analyser/temaanalyser/statsrelateret-papirarbejde-koster-smverne