Dansk Infrastruktur: Brug for infrastrukturkommission NU!
Står det til branchedirektør Henrik Friis i Dansk Infrastruktur, skal der hurtigst muligt nedsættes en trængselskommission.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Dermed støtter han et forslag fra Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen og peger over for BygTek på, at det er ti år siden, at den seneste infrastrukturkommission præsenterede sine visioner til bedre transportforbindelser i Danmark:
- I dag sander trafikken til i trængsel, uanset om vi kører i bil eller tog. Vi har brug for både mere infrastruktur og bedre fungerende infrastruktur. Det skyldes, at vores nuværende infrastruktur er underdimensioneret. Vi bevæger os mere og mere, men der er ingen planer overhovedet for, hvordan vi udbygger infrastrukturen, siger Henrik Friis til BygTek.
Norge og Sverige har styr på det
Han henviser til, at der i Norge og Sverige er langt mere styr på planerne for udvikling af infrastrukturen frem mod 2030 – både hvad angår, hvilke projekter, der skal gennemføres i forhold til, hvad der giver mest for pengene, men også i forhold til investeringsbeløb. I Norge over 1000 milliarder kroner, i Sverige over 600 milliarder kroner:
- I Danmark har vi ingen plan overhovedet. En trængselskommission skal lave en plan for investeringer i infrastruktur frem til 2030 eller 2035 – også hvad angår finansiering, siger Henrik Friis.
Syltekrukke
BygTek gør opmærksom på, at der under udvalgstavlen i Folketinget er malt en syltekrukke, og at de fleste kommissionsarbejder, hvis ikke dem alle, er endt med at forsinke udviklingen, fordi politikerne på Christiansborg bruger dem som undskyldning for ikke at gøre noget som helst, fordi de vil ’afvente kommissionens resultater’:
- Den tidligere infrastrukturkommission førte til beslutningsgrundlaget for det store, grønne trafikforlig til næsten 100 milliarder kroner. Men investeringsplanen fra den gang udløber i 2020. Der er INGEN plan derefter, og får vi ikke det, risikerer vi at intet sker. Ellers bliver det ’stop-and-go’, hvor man i ny og næ måske laver lidt på nogle motorveje eller jernbanenettet, men uden at det reelt giver noget resultat, siger Dansk Infrastrukturs direktør videre.
Skal være færdig næste sommer
Han mener, at man med en langsigtet plan både finder ud af, hvor der skal prioriteres, og hvor der skal satses:
- Det gør vi ikke i øjeblikket, og det er et kæmpe problem. Derfor skal en ny kommission nedsættes nu, og den skal helst være færdig næste sommer, så der er et beslutningsforslag for den næste regering, når den tiltræder. Ellers sker der intet, for regeringen har meldt ud, at der ikke kommer nogen penge før i 2021. Derfor er vi ude på en ørkenvandring, når det gælder investeringer i infrastrukturen. Lad os derfor bruge ventetiden på i det mindste at få en plan og at kortlægge den trængsel, som stiger og stiger og gør det sværere for både arbejdskraften og virksomheder at få hverdagen til at hænge sammen, slutter Henrik Friis.
FAKTA:
Ifølge Trængselskommissionen er trængslen på vejene i Hovedstadsområdet i perioden 2012-2015 steget med 25 procent. Hvis den stigning er fortsat, når vi allerede næste år det trængselsniveau, som Trængselskommissionen forudsagde i 2025.
Lyt til hele interviewet med Henrik Friis: