Danske trapper på klatretur i Sverige
Dolle Nordic’s adm.direktør, François Grimal, er yderst tilfreds med samarbejdet med svenske Bio.

Danske trapper på klatretur i Sverige

Dolle Nordic, der står bag Dolle loftstrapper, har netop indgået en storaftale med Sveriges største indkøbsorganisation på gør-det-selv-området, Bio

Loftstrappeproducenten Dolle Nordic i Frøstrup og Bio AB, som er den svenske indkøbsorganisation bag gør-det-selv-kæderne Woody Bygghandel AB og Byggtrygg AB, har netop indgået en aftale om salg og markedsføring af Dolles produkter i kædernes 230 butikker i Sverige.

Det er bl.a. de patenterede loftstrapper Dolle ClickFIX, der reducerer varmetabet i loftslemmen med op til 70 procent, som har været med til at sikre aftalen med Bio.

Bio AB er Sveriges største indkøbsorganisation inden for salg af byggevarer med en omsætning på 13 mia. svenske kroner til Woody Bygghandel og Byggtryggs svenske butikker. Dolles markedsandel forventes at stige betragteligt i de kommende år som følge af aftalen med Bio.

Passer til svensk klima
- Bio AB har valgt at indgå en foreløbigt 1-årig aftale med Dolle Nordic, fordi de passer godt til vores i forvejen høje krav om kvalitet og leveringsdygtighed gennem hele værdikæden, siger indkøbschef Jens Johansson fra Bio AB.

Det er især loftstrappen fra Dolle, som det svenske marked efterspørger, idet Dolle ClickFIX sætter en ny standard for den form for produkter i Sverige. Derfor forventer Dolle sig meget af den nye svenske storaftale.

- Sverige har som bekendt et koldere klima end her i Danmark, og vi ser derfor en øget efterspørgsel efter vores topmodel Dolle ClickFIX, der effektivt forhindrer varmetab. Det har været medvirkende til aftalen med Bio, som jeg er sikker på, vil bidrage positivt til vores salg både her og nu og på lang sigt, siger adm.direktør i Dolle Nordic, François Grimal.

- Endnu engang kan vi konstatere, at det er muligt at gøre alle fordommene om nedgang i ”Udkantsdanmark” til skamme. Vi har skabt en international vækstvirksomhed så langt væk som i Frøstrup, og vores fokus på design, kvalitet og pris sammen med en af verdens mest moderne trappefabrikker har vist sig at være en konkurrencedygtig kombination på alle de markeder, hvor vi opererer, siger François Grimal.

-cmn

17/8 2015