Danskere designer alzheimer-venlig by i Frankrig
Alzheimer City i det sydvestlige Frankrig er det første plejehjem i landet, der er målrettet mennesker med demens. Danske Nord Architects har sørget for genkendelige omgivelser for beboerne, og der er både købmand, frisør, restaurant og markedsplads
Nord Architects har designet flere demenslandsbyer i Danmark og Norge og står med Alzheimer’s Village i Dax i det sydvestlige Frankrig, nu bag det første plejehjem i landet, der er målrettet mennesker med demens. Her er taget hensyn til de enkelte beboere, til sundhedspersonalet og til stedets lokale kultur og natur, så alle fra pårørende til forskere oplever, at mennesker tilbydes en værdig alderdom – også med demens.
Alzheimer’s Village i Dax er designet med tanke for at skabe et miljø, hvor både beboere, pårørende og sundhedspersonale trives. Det er en forudsætningen for at kunne tilbyde kvalificeret pleje og omsorg. Der findes endnu ikke en medicinsk behandling mod demens, men forskningen indikererm, at flere elementer i omgivelserne kan spille positivt ind på symptomer.
Genkendelighed i omgivelserne er et væsentligt parameter i oplevelsen af et meningsfuldt bomiljø, der virker som en naturlig fortsættelse af det, man kommer fra – uden et institutionspræg og uden fremmedgørende elementer, der kan virke som barrierer.
Velkendte funktioner og aktiviteter
I Alzheimer’s Village er der integreret velkendte funktioner og aktiviteter som en købmand, frisør, restaurant og markedsplads. Det minder om det liv, beboerne levede, inden de flyttede
ind i plejehjemmet, og det er med til give en følelse af at kunne opretholde en relativt normal og genkendelig hverdag. Bebyggelsen er designet med inspiration fra den lokale byggestil og -tradition
Morten Gregersen, arkitekt og partner i NORD Architects, beskriver behovet for genkendelighed i hverdagen og arkitekturen således:
- Det er vigtigt for mennesker med Alzheimers eller demens, at omgivelserne er
genkendelige og ikke udfordrer deres kognitive evner på en forstyrrende måde. Det er også derfor, at arkitekturen har en eksplicit lokal karakter med elementer fra den lokale byggestil, så der er en slags kulturel forlængelse i det byggede miljø, der kan lette overgangen fra at bo hjemme til at bo på et Alzheimers center med en alvorlig lidelse.
Medvirker til et meningsfuldt og aktivt liv
Frisøren, markedspladsen og restauranten er også tilgængelig for lokalsamfundet, så Alzheimer’s Village har berøring med det omgivende samfund, og beboere har kontakt med mennesker i lokalsamfundet.
Arkitekturen i Alzheimer’s Village tilgodeser både fællesskaber og individuelle behov, så den enkelte beboer oplever tryghedsskabende og varierede muligheder, hvor de selv kan vælge graden af deltagelse i aktiviteter og fællesskaber. Samværet med andre mennesker er ofte stimulerende for de ældre eller demente, men det er vigtigt selv at medvirke til at dosere både omfanget og indholdet af de sociale relationer.
Naturen giver rekreative muligheder
Bebyggelsen er integreret i landskabet og bruger den eksisterende natur med karakteristiske gamle fyrretræer rekreativt til både ophold og gåture i det afgrænsede område. Der løber en sti rundt i landskabet, som tegner sit eget loop, så ingen beboere oplever en ’dead end’ eller farer vild undervejs.
Naturen er også tæt på bolig-enhederne med græsser, klatreplanter og duftende blomster, der virker stimulerende og skaber opholdsrum med stedsspecifikke planter. Espalierer i bebyggelsens mellemrum skærmer og oopdeler uderummene, som får et mere privat haveudtryk end den vildere natur ved søen.
Bebyggelsen er grupperet i fire overskuelige klynger med hver ca. 30 beboere, der lever i mindre ’familier’ med alle nødvendige faciliteter og uderum, mens f.eks. restaurant, frisør og forskningsfaciliteter ligger samlet ved bebyggelsens torv.
Alzheimers Village
Beliggenhed: Dax, Frankrig
Arkitekter: Nord Architects i samarbejde med Champagnat & Gregoire Architects
Bygherre: Département des Landes
Anlægsomkostninger: Ca. 149 millioner kroner
-dc