Debat: Grotesk brug af danskernes penge

Debat: Grotesk brug af danskernes penge

På tre år har der været anvendt næsten 30 mio. kr. på at udbetale I ALT cirka 300.000 kr. til udenlandske medarbejdere gennem Arbejdsmarkedets fond for udstationerede (AFU). Og det er BygTek-journalist Dan Bjerring mildt sagt ikke tilfreds med

Af Dan Bjerring

Efter 35 år som Christiansborgs journalist troede jeg, at grænsen for, hvad jeg skulle opleve af politisk uduelighed, inkompetence og idioti, var nået blandt danske politikere.

Men den seneste sag omkring administrationsudgifterne til udbetaling af manglende løn til udenlandske medarbejdere i ’Arbejdsmarkedets fond for udstationerede’ (AFU) har trods alle tidligere oplevelser overskredet mine grænser for, hvad jeg troede, at politikerne på Christiansborg kunne finde på af tåbeligheder.

At bruge næsten ti millioner kroner årligt på at udbetale mindre end 200.000 kr. overskygger langt grænserne for, hvad man skulle tro var muligt.

Ja selv salig Mogens Glistrup ville have troet, at der var tale om en aprilsnar, hvis han havde hørt lignende idioti. Der rakte end ikke hans verbale udfald mod ’papirnusserne’.

AFU udbetaler småbeløb til udenlandske arbejdstagere, der er blevet snydt af deres arbejdsgivere for deres retmæssige løn.

Ikke mindst de små - og mellemstore virksomheders organisationer advarede ved indførelsen af AFU mod, at der var tale om et bureaukratisk monster, som ene og alene skulle tjene til at dulme de store virksomheder og organisationers dårlige samvittighed og agere skalkeskjul for, at de selv kunne slippe for at betale for underentreprenører, som havde snydt deres medarbejdere.

Det er ikke beløbet for den enkelte virksomhed, der er problemet, men dels at de skal administrere bureaukratiet, der ligger til grund for ordningen, og dels at staten kan bruge pengene så idiotisk og uforholdsmæssigt, som det har været tilfældet.

På kun tre år har der ifølge Dansk Håndværk været anvendt næsten 30 mio. kr. på at udbetale I ALT cirka 300.000 kr. til de udenlandske medarbejdere.

Politikerne på Christiansborg kunne for længst have grebet ind, men de har valgt at vende det blinde øje til.

Igen og igen hører vi politikere med statsministeren i spidsen i skåltaler fortælle, at de går til kamp mod bureaukratiet.

Men vi har nu i en årrække haft en statsminister, der har talt meget om mindre bureaukrati – ikke mindst i kommunerne – samtidig med at hun har ladet staten ansætte tusinder af nye medarbejdere til rendyrket bureaukrati.

Det tror da pokker, når man tænker på, hvordan der smides om sig med penge til unødvendige ordninger, hvor offentligt ansatte betales i dyre domme for ikke at lave noget som helst konstruktivt.

19/6 2024