DM&E lancerer ny garanti
Maskinstationerne i DM&E lancerer som noget nyt en garantiordning for brancheforeningens kloakmestervirksomheder
Brancheforeningen Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) har gennem længere tid arbejdet med udformningen af en garantiordning, og efter et grundigt forarbejde kan foreningen nu præsentere DM&E Kloakmestergaranti for forbrugerne og foreningens medlemsvirksomheder.
Garantiordningen har været længe efterspurgt blandt medlemsvirksomhederne, fortæller en tilfreds formand for DM&E Søren Ulrik Sørensen:
- Baggrunden for etablering af en garantiordning netop nu har været en stadig stigende interesse for en ordning fra både medlemsvirksomheder og forbrugere. Interessen er til dels nok sket i takt med udbredelsen af andre garantiordninger, men private kunder er i forbindelse med krisen generelt nok også blevet mere bevidste om garantiordninger, som for mange er med til at skabe tryghed i forbindelse med indgåelse af aftale med en entreprenør, siger Søren Ulrik Sørensen.
Derfor er det også en vigtig beslutning og rettidig omhu, at DM&E nu indfører en garantiordning, tilføjer formanden.
Træder i kraft 1. maj
Trods navnet ”DM&E Kloakmestergaranti” dækker garantien bredere end blot kloakmesterarbejde.
- For DM&E har det været vigtigt, at en garantiordning dækker det arbejde, en mindre entreprenør- og kloakmestervirksomhed typisk udfører. Det betyder, at garantiordningen dækker for fejl og mangler på både jord-, beton-, kloak-, og anlægsarbejde, hvilket er særligt for denne ordning, fortæller Søren Ulrik Sørensen,.
Formanden tilføjer at DM&E Kloakmestergaranti dækker private forbrugere mod fejl og mangler ved det udførte arbejde med op til 75.000,- pr. sag uanset entreprisens størrelse.
I forbindelse med etablering af DM&E Kloakmestergaranti er brancheforeningens velkendte og karakteristiske kloakmesterlogo blevet justret og moderniseret, hvoraf navnet for garantiordningen nu også vil fremgå. DM&E Kloakmestergaranti træder den 1. maj 2015.
-cmn