DTU’s innovationshub har fået mere plads
DTU Skylab, DTU’s innovationshub, har fået mere end dobbelt så meget plads til teknologibaseret innovation i en bygning, der spejler DTU Skylabs værdier
Innovation - Arkitektur
Byggeriet, der er en åben og multifunktionel bygning centreret omkring en stor projekthal med kig til stjernerne, er muliggjort af en donation på 80 mio. kroner fra Den A. P. Møllerske Støttefond og åbnede i sidste uge.
- Det er nogle fantastiske rammer, vi har fået. Vi er stolte over det smukke byggeri, som rummer alt, hvad man kan drømme om i et innovationsmiljø. Der er højt til loftet, ambitionerne er skyhøje, og engagementet og aktivitetsniveauet er helt i top. Vi glæder os til at kunne invitere endnu flere studerende, forskere og virksomheder ind i DTU Skylabs miljø, siger Marianne Thellersen koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab på DTU.
Hjertet i bygningen er en stor projekthal med 13 meter til loftet som blandt andet giver mulighed for at lave prototyper i stor skala. Omkring projekthallen ligger GMO-laboratorier og multilabs, 3D print lab og værksteder, og op gennem bygningen finder man forskellige typer af kontor- og arbejdsområder, mødesteder, café og en udendørs tagterrasse ’Skybar’. Den store Arena, som er en hybrid mellem auditorium og event-område, danner ramme om undervisning og DTU Skylab’s mange udadvendte aktiviteter.
En elegant komposition af stablede bokse
Bygningen tager afsæt i den oprindelige DTU Skylab-bygning og er designet som en elegant komposition af stablede bokse. Facaderne er beklædte med perforerede alu-plader i hver sin farve inspireret af DTU’s oprindelige bygningsfarver, gul tegl og sorte facadepartier. Tilsammen danner de stablede bokse en naturlig helhed for én samlende bygning til DTU Skylabs mange aktiviteter og skaber en stærk identitet i området.
- Vi har bevidst arbejdet med at indlejre DTU Skylabs værdier i arkitekturen og videreføre energien fra den ombyggede forskningshal, som DTU Skylab flyttede til i 2014. Det har betydet at bygningen er udformet og organiseret omkring et centralt fællesrum, hvor der er visuel kontakt mellem alle etager og funktioner. Uanset hvor i bygningen man befinder sig, skal man kunne fornemme innovationsmiljøet og den åbenhed, der kendetegner DTU Skylab, hvor det er naturligt at dele med og lære af hinanden, siger Anders Wesley, arkitekt og partner hos Rørbæk og Møller Arkitekter
Den store projekthal i hjertet af bygningen strækker sig op gennem etagerne mod en nærmest åben himmel af ovenlys og signalerer højt til loftet, mod og en ambition, der rækker ud mod stjernerne.
Artiklen fortsætter under billedet...
Tagterrassen Skybar.
Inventar og lysdesign der pirrer til skabertrang
Den stramme komposition af bokse pakket ind i aluminium og de mange glaspartier får modspil af et indretningskoncept, der sammen med særbelysningen skal skabe et levende hus med kontraster i stemning og udtryk. Store træer og forskellige typer af slyngplanter er stemningsskabende elementer, og et mix af forskellige nye møbler og genbrug af designklassikere fra DTU’s lager skaber variation og identitet til områderne.
I lysdesignet er der blandt andet benyttet lysbomme med teknikspots og teaterlamper, der kaster kraftigt, men varmt lys ned i mindre zoner og er med til at skabe en menneskelig skala i den store projekthal. Og forskellige lysværker skal pirre til nysgerrighed og skabertrang.
DTU's første bæredygtighedscertificeret byggeri
Byggeriet til DTU Skylab er den første DTU bygning som certificeres efter bæredygtighedsordningen DGNB. Bygningen er blandt andet designet så den har et minimalt energiforbrug, er fleksibel og let kan ombygges til nye formål, har et godt indeklima, har optimale forhold for akustik og dagslys og kræver et minimum af vedligehold.
Certificeringen indgår som den del af DTU´s strategi, hvor alt nybyggeri på campus bæredygtighedscertificeres iht. DGNB- principperne. Det er DTU’s forventning, at bygningen bliver godkendt til en guld-certificering.
Fakta:
Areal: ca. 2800 m2
Budget: 99 mio. kr.
Byggeperiode: 2019-2020
Arkitekt: Rørbæk & Møller Arkitekter
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
Landskab: BOGL
Hovedentreprenør: NH Hansen & Søn A/S
Bygherrerådgivere: Rambøll Danmark, mtre aps, LMH International
Inventarrådgivning: mtre aps, Urgent.Agency A/S
Lysdesign: Lightscapes aps
DTU Skylabs samlede areal er på knap 5000 og består, ud over den nye bygning, af DTU Skylabs eksisterende lokaler i en ombyggede forskningshal fra 2014, tegnet af Juul & Frost Arkitekter.
-los