'En påmindelse til os alle sammen' - Ilulissat Isfjordscenter vinder Årets Byggeri Fotos: Adam Mørk.

'En påmindelse til os alle sammen' - Ilulissat Isfjordscenter vinder Årets Byggeri

Historier om sneugler, strømpefødder, og suveræn arkitektur. Ilulissat Isfjordscenter i Grønland er Årets Byggeri i kategorien Åben 2021

Af Terkel Grum-Schwensen

Ingen kan se på de fremragende fotografiske gengivelser af bygningen og dens omgivelser uden at blive berørt. Stedet og bygningen rummer i forening en egen magi.
Projektet er tegnet af den verdensberømte arkitekt Dorte Mandrup på baggrund af en arkitektkonkurrence om centret.

Dorte Mandrups tegnestue er netop kendt og anerkendt for blandt andet at bygge moderne udstillings- og oplevelsescentre. Det er også Dorte Mandrups tegnestue, der står bag det berømmede Vadehavscentret.

Se den anden vinder af Årets Byggeri i kategorien Åben 2021, Arkitektskolen Aarhus, her

Som en sneugle
Ilulissat Isfjordscenter er placeret i den sydøstlige ende af den tidligere helikopterlandingsbane midt mellem Ilulissat by og Isfjorden. Placeringen er ikke tilfældig, den er et knudepunkt for vandreture rundt i Unesco-området.

Fire vandrestier af forskellig længde og sværhedsgrad har udgangspunkt hér, og selv på den letteste er det markeret, at det er forbundet med livsfare at forlade ruten.
Dorte Mandrups bygning er tegnet som en enkel, vredet struktur, der ligger som et vingefang i landskabet, og arkitekten beskriver poetisk sin inspiration som ’en sneugles flugt gennem landskabet’.

Sneuglen kan man nok også få øje på, når taget om vinteren dækkes med sne.

Strandbakkehuset fik hædrende omtale ved Årets Byggeri - Læs den her

Strømpefødder
Udstillingen, der fortæller historien om is, fylder ca. halvdelen af den opvarmede del af bygningen. Resten anvendes til funktioner som foyer, biograf og café.
Foyeren er et lille, listeklædt rum, der opfordrer den besøgende til at gå på listefødder. Fodtøjet, man anvender i vildmarken, der omgiver centret, kunne hurtigt slide på centrets bonede egetræsgulve.

Besøg i centret foregår altså på strømpefødder. Hér er lækkert, og her skal forblive lækkert. En bænk langs den ene væg er allokeret til et kort hvil, mens man smider fodtøjet.
Fra den dunkle foyer ledes den besøgende ind i receptionen og cafeen, hvor dagslyset så brager løs fra husets glasvægge.

Også her er alle overflader, gulv, loft og møbler klædt i egetræ. Et kostbart materiale, der synes yderligere kostbart, så langt fra dets naturlige biotop.

Stålrammerne, som udgør husets frilagte bærende konstruktion, sætter rytme og struktur til oplevelsen af rummet og til udsigten fra rummet.
Gennemlysningen og det vidunderlige vrid i bygningskroppen sikrer et varieret dagslys gennem dagen, men beskytter også udstillingen mod den ubønhørlige sol.

At bygge i kulden
Husets rammer er fremstillet ved dansk middeltemperatur på Give Steel. I polarkulden krymper stålet. Derfor er den endelige sammenboltning af rammerne foretaget, når det var relativt lunt i vejret:

- De rammer, der befinder sig i den opvarmede del af byggeriet, er herefter isoleret. Store temperaturfremkaldte forskydninger i materialerne vil kunne knuse glasset i vinduerne, der i øvrigt også alle er specialfremstillede og forskellige.

Byggeriets bundramme er via stålsøjler forankret i fjeldet. For at fastgøre søjlerne i klippen er der sprængt huller, hvori søjlerne er støbt fast. Det flyver således ingen steder, fortæller Lars Sørensen.

- Selvom byggeriet befinder sig to timer nord for polarcirklen, kan der blive ganske lunt om sommeren, helt op til 15-17 grader. De store glaspartier supplerer lufttemperaturen indendørs med en stor indstråling. Et veldimensioneret ventilationssystem skaber et behageligt indeklima og sikrer samtidigt, at kompressoren, der holder temperaturen på ca. 18 minusgrader i iskernemontren, ikke kommer på overarbejde, siger Lars Sørensen fra Søren Jensen, Rådgivende Ingeniører.

 Alle sejl sat
Med en pris på 100.000 kr. pr m2 for det 1500 m2 store byggeri, (hvoraf kun de 900 m2 er opvarmede), har bygherren, Realdania i partnerskab med Grønlands Selvstyre Avannaata Kommunia, sat alle sejl til for at skabe et signalgivende byggeri, der skal medvirke til at åbne den arktiske turists øjne for de allerede voldsomme klimaforandringer på et sted, hvor forandringerne netop er til at få øje på.

Det forventes, at mindst 25.000 gæster vil besøge centret hvert år, hvilket skal være med til at styrke og udvikle turismen i området. På centret får de historien om isen, mens bræerne kælver omkring dem.

Erlev Skole fik hædrende omtale ved Årets Byggeri - Læs den her

Det sagde dommerkomitéen
- Huset er fantastisk smukt, fordi det har fået så meget karakter. Her er der noget, vi værner om og besøger. Og med den interesse vi har for Grønland i fremtiden og turister, er det jo enormt godt, at man med en let og enkelt streg skaber en platform, hvorfra man kan beskue miljøet uden at træde ud i det. Og det er jo en påmindelse til os alle sammen om den verdenskulturarv, som vi skal beskytte, og som er under pres for klimaforandringerne.

Dommerkomitéen

Årets dommerkomité består af; formand Scott Hollingsworth, arkitekt, Hollingsworth Pack. Elly Kjems Hove, underdirektør, DI Byggeri. Henrik Garver, administrerende direktør, FRI. Lene Espersen, administrerende direktør, Danske Arkitektvirksomheder. Palle Thomsen, direktør, Danske Byggecentre. Rasmus Brandt Lassen, direktør, Bygningsstyrelsen. Hans-Bo Hyldig, næstformand, Byggesocietetet.

Veteranernes Hjem fik hædrende omtale ved Årets Byggeri - Læs den her

Årets Byggeri

Årets Byggeri er den bredeste og mest alsidige pris i byggebranchen. En national hæderspris som hvert år hylder årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning.

Nominerede byggerier bedømmes af en dommerkomite som består af branchedirektører og andre nøglepersoner fra byggebranchen.

Alle vindere, hædrende omtaler og udvalgte indstillinger præsenteres i et 92 sider tykt særnummer af magasinet Byggeri, som udkom den 14. december 2021.

Få tilsendt magasinet BYGGERI - klik her...


Fotos:

Adam Mørk

Funktion: 

Udstillingscenter

Areal: 

2400 m2

Arkitekt og totalrådgiver: 

Dorte Mandrup 

Bygherre: 

Realdania By & Byg

Entreprenør: 

KJ Construction

Ingeniør:

Søren Jensen 

16/12 2021
  • Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

    Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

    arkitektur ›Det begyndte med Dannevirke, men Harald Blåtand gav os ikke bare Jellingstenen, men også ringborge rundt om i landet. Trelleborg er den mest velbevarede og cementerede Danmark som et rige
  • Jyske entreprenører fusionerer

    Jyske entreprenører fusionerer

    byggeri ›Efter at have haft samme ejerkreds i en årrække, slår EMR, Murer & Entreprenør og Entreprenørfirmaet Poul Pedersen pjalterne sammen. Fusionen ændrer ikke den måde, virksomhederne drives på i dag
  • Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

    Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

    byggeri ›I valgkampen og regeringsgrundlaget fyldte boligpolitik en hel masse – i regeringens nye arbejdsprogram fylder det bogstaveligt talt ingenting
  • Ny svømmehal på vej i Aabenraa

    Ny svømmehal på vej i Aabenraa

    byggeri ›Byrådet i Aabenraa Kommune har afsat en anlægsbevilling på 137 mio. kr. til opførelse af en ny svømmehal, der skal sikre tidssvarende svømmefaciliteter ved Arena Aabenraa mange år frem
  • Afmystificering er en af hemmelighederne bag godt naboskab

    Afmystificering er en af hemmelighederne bag godt naboskab

    byggeri ›I Rødby bor der 2000 mennesker, mens 3500 byggearbejdere er kommet til for at opføre Femern-forbindelsen. Det stiller krav til både lokale og midlertidige beboere i den lille by
  • Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

    Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

    byggeri ›BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
  • 3F parat til at stoppe korte uddannelsesaftaler

    3F parat til at stoppe korte uddannelsesaftaler

    byggeri ›Alt for mange unge må nøjes med kortvarige uddannelsesaftaler. Hos murerfaget står det ekstra slemt til med 2/3 af samtlige indgåede aftaler. 3F efterlyser mere "pisk og gulerod"
  • Optimismen bobler i de små virksomheder

    Optimismen bobler i de små virksomheder

    byggeri ›SMV'ernes erhvervstillid er ifølge SMVdanmarks seneste konjunkturbarometer steget til det højeste niveau i to år