ESCO-partner garanterer millionbesparelseSchneider Electric Danmark står bag stor energirenovering af Regionshospitalet Viborg.

ESCO-partner garanterer millionbesparelse

Energiprojekt skal spare Regionshospitalet Viborg for 38 mio. kroner

Regionshospitalet Viborg går en grøn fremtid i møde med det ESCO-samarbejde, som netop er indgået med energispecialisten Schneider Electric, der skal reducere hospitalets energiforbrug med 25 % og CO2-aftryk med 27 %. Det skal ske gennem en omfattende energirenovering af hospitalets og psykiatriens bygninger i domkirkebyen. Hospitalets tekniske chef glæder sig over projektet.

- Foranalysen viser, at vi har et stort potentiale for et energirenovere vores bygninger, så det bliver godt at komme i gang. Det har været oplagt at udføre det som et ESCO-projekt, da vi kan leasing-finansiere projektet med sikkerhed i de garanterede energibesparelser. Vi har tidligere gennemført ESCO-projekter med succes, så det er langt fra et fremmed koncept for Region Midt, siger Stig Tofteberg, der er teknisk chef for Hospitalsenheden Midt, som omfatter hospitalerne i Viborg, Skive og Silkeborg og Hammel.

Tekniske installationer
Schneider Electric går som ESCO-partner ind og garanterer de besparelser, som betaler for de nødvendige investeringer i energirenoveringen. I Viborg omfatter projektet 18 bygninger, der får gennemført tiltag, som skal sikre den store besparelse på 38 mio. kroner.

- Energirenoveringen er et omfattende og spændende projekt, og vi glæder os meget til at komme i gang og få gennemført de første af de energibesparende tiltag. Vi kommer bl.a. til at udskifte og optimere en stor del af de tekniske installationer herunder ventilationen, varmeanlæg og belysning. Derudover efterisolerer vi en række af bygningerne, og vi etablerer også solceller, fortæller Casper Højgaard, der er salgschef for ESCO i Schneider Electric Danmark.

De første projekter omfatter bl.a. etableringen af solcelle-anlæg, hulmursisolering og udskiftning af vinduer. Schneider Electric forventer at have gennemført de energirigtige projekter inden for to år, hvorefter de vil generere årlige besparelser på ca. tre mio. kr.

Grøn finansiering
ESCO-projekter kan give store besparelser på hospitaler og sygehuse, da det er en effektiv metode til at sætte gang i de omfattende energirenoveringer, som er nødvendige på mange af de eksisterende hospitaler og sygehuse i Danmark.

- ESCO giver mulighed for at leasingfinansiere projekterne over få år, og dermed kan man komme hurtigt i gang med omfattende renoveringer. Samtidig bliver det muligt at inddrage det vedligeholdelsesmæssige efterslæb, som ligger i mange ældre bygninger, siger Casper Højgaard.

Projektet på Regionshospitalet Viborg dækker ca. 60.000 m2 inkl. Psykiatriens bygninger. En væsentlig del af projektet går ud på at sikre bedre kontrol og overblik over energiforbruget med intelligent energiovervågning. Det giver et nyt, godt redskab til hele tiden af følge og justere energiforbruget i bygningerne.

-kj

30/6 2015