Fem jernbanebroer skal fornyes

Fem jernbanebroer skal fornyes

Fugtisoleringen på de pågældende broer er i dårlig stand, og det medfører gennemsivninger af vand fra sporet

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Banedanmark har planlagt en fornyelse af fem broer på strækningen København-Høje Taastrup fjernbanen, så de funktionsmæssigt, sikkerhedsmæssigt og trafikalt lever op til nuværende standarder for jernbanen.

Fugtisoleringen på de pågældende broer er i dårlig stand, og det medfører gennemsivninger af vand fra sporet og – på længere sigt – også skader på de bærende konstruktioner.

- Hvis projektet ikke gennemføres, vil der være en øget risiko for hastighedsnedsættelser eller spærringer, stigende vedligeholdelsesomkostninger og på sigt behov for en omkostningskrævende totaludskiftning af broerne og tunnelen. Skader på de bærende konstruktioner vil også indebære risiko for nedfald og dermed udgøre en fare for trafikken på de underførte veje, oplyser transportminister Benny Engelbrecht til Folketingets Finansudvalg.,

Forlænger levetiden
Projektet omfatter primært udskiftning af fugtisolering - omisolering af brodæk, udskiftning af beskyttelsesbeton, betonreparation på blandt andet undersiden af broerne, samt fornyelse af kantbjælker, rækværk og dræn. Det forlænger ifølge ministeren samlet set konstruktionernes levetid væsentligt.

Selve omisoleringen af broerne udbydes i to særskilte entrepriser i 2021 og 2022. Der er primo 2021 modtaget tilbud på hovedentreprisen, og det økonomisk mest fordelagtige tilbud ligger samlet set på niveau med det forventede.

Tilbuddet på de dele af entreprisen, der vedrører brofornyelsen, er dog højere end forventet, hvorfor nærværende projekts totaludgift er højere end oprindelig forventet. Projektets forventede totaludgift udgør 71,0 millioner kroner (2021-priser).

9/2 2021