Flere unge til el og vvs
Med trepartsdrøftelserne mellem DA, LO og regeringen er Tekniq med til at drøfte, hvordan antallet af faglærte kan øges, selv om det i el- og vvsbranchen er det meget få elever, der ikke kan finde en læreplads
El- og vvs-virksomhederne efterspørger flere lærlinge og er parat med nye lærepladser til dygtige, unge mennesker. Men også andre brancher, som aftager de færdigtuddannede elektriker- og vvs-energilærlinge, må tage et medansvar for at skabe praktikpladser.
Det er beskeden fra Tekniq oven på brancheorganisationens generalforsamling i Odense i weekenden.
- Med trepartsdrøftelserne mellem DA, LO og regeringen er vi med til at drøfte, hvordan antallet af faglærte kan øges. I vores branche er det meget få elever, der ikke kan finde en læreplads. Det er faktisk – de fleste steder i landet – sværere for virksomheden at finde lærlinge, end det er for lærlinge at finde en virksomhed, siger Henrik Fugmann, formand for Tekniq, på generalforsamlingen.
- Vores besked til de unge er: Hvis du har motivationen og evnerne, så kan du godt finde en praktikplads i installationsbranchen. Vi har nemlig brug for dig, lød opfordringen fra installationsvirksomhedernes formand.
Uddanner til andre brancher
- Skal vi være i stand til at oprette endnu flere praktikpladser, peger installationsbranchens virksomheder især på to ting. Den første handler om omkostningerne ved at have lærlinge. Det er for dyrt. For det andet er det svært at finde kvalificerede lærlinge. De budskaber tager vi med til bordet, der hvor trepartsdrøftelserne foregår, fortalte Henrik Fugmann.
- I installationsbranchen tager vi vores ansvar, når det kommer til praktikpladser. Vi uddanner flere lærlinge, end vi selv kan bruge. Men mange går bagefter til andre brancher, som ikke bidrager med at tage lærlinge og uddanne den arbejdskraft, de har brug for, sagde Henrik Fugmann.
- Resultatet er, at vi ikke bare uddanner til os selv, men også til industrien og til det øvrige erhvervsliv. Vi ser gerne, at også andre brancher begynder at løfte deres del – og tager flere lærlinge ind. Det er bare at komme i gang, mener Henrik Fugmann.
Tekniq repræsenterer 2.800 tekniske installationsvirksomheder. Installationsbranchen beskæftiger 42.000 medarbejdere og har en årlig omsætning på 47 mia. kr..
cmn

- Vi ser gerne, at også andre brancher begynder at løfte deres del og tager flere lærlinge ind. Det er bare at komme i gang, siger Tekniq-formand Henrik Fugmann. (Fotograf: Lars Horn)