
For lidt konkurrence på byggesagsbehandling
Det skulle være så godt, da en række byggesagsopgaver blev privatiserede, men ifølge Dansk Håndværk har de nye regler om blandt andet brandsikkerhed givet håndværkerne problemer
Af Dan Bjerring
Christainsborg
Virksomhederne burde kunne have tiltro til, at regler om brandsikkerhed er klare og til at forstå, men ifølge direktør Morten Frihagen fra Dansk Håndværk rammer ’tvivl, fortolkninger og for lidt konkurrence’ håndværksvirksomhederne efter, at der fra 2020 er indført nye regler om brandsikring ved byggerier.
Tidligere var kommunerne, der tog sig af at vurdere det byggetekniske, men den opgave har siden årsskiftet været overladt til private, certificerede rådgivere:’
- Problemet er, at reglerne fortolkes forskelligt, og samtidig er der for få certificerede rådgivere. Og det gør det både besværligt og meget dyrt for de håndværkere, der står for ny- eller ombygninger, siger Morten Frihagen til Bygtek.
Bedre konkurrence ønskes
Han oplyser, at det er svært at gennemskue præcist, hvordan certificeringsrådgiverne fortolker kravene, og samtidig er prisen for godkendelse af selv simple opgaver urimeligt høj i forhold til såvel det arbejde, håndværkeren skal lægge i at fremstille dokumentation, og den pris de skal betale til certificeringsrådgiverne:
- Vi kan se, at problemet ikke kun rammer byggevirksomhederne. Problemerne med det nye system dækker bredt i de berørte erhverv. Reglerne skal gøres tydeligere, så der ikke er rum for individuelle fortolkninger hos de certificerede rådgivere. Og så skal der sikres bedre konkurrence, så prisen for mindre standard opgaver bliver mere rimelig i forhold til arbejdet. Som det er nu, er situationen ikke holdbar, fortæller Morten Frihagen.
Totalt ugennemskueligt
Dansk Håndværk opfordrer derfor sine medlemmer til at fortælle om de problemer, de støder på i forbindelse godkendelse af deres byggeopgaver og de certificerede rådgivers fortolkninger i forhold til tidligere, hvor det var kommunerne, der stod for arbejdet:
- At det er vanskeligt, kan man se hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. De har lavet en netside med vejledninger til hvert punkt i det nye bygningsreglement. Under emnet brand kan man eksempelvis læse om de generelle regler. Her finder man en 44 sider lang gennemgang med underhenvisninger til diverse lovtekster. Det er noget af en mundfuld – og så taler vi endda kun om de generelle brandregler, fortæller Dansk Håndværks direktør.
Må kunne gøres bedre
Dertil kommer syv andre punkter med tilsvarende individuelle beskrivelser:
- Det må kunne gøre tydeligere, når en virksomhed f.eks. blot skal lave en ombygning af en lille butik, der eksisterer i forvejen, lyder det fra Dansk Håndværk.
På bygningsreglementet.dk kan man se regler og vejledninger. Emnet ’brand’ er punkt 5 på listen.
Når man er inde på det emne, kan man i et faneblad vælge “vejledninger” og derefter begive sig ud i opgaven med at gennemskue de nye krav.