Forbrugerne skal kunne regne med uvildige huseftersynErhvervsminister Brian Mikkelsen vil have huseftersynsordningen set efter i sømmene

Forbrugerne skal kunne regne med uvildige huseftersyn

Erhvervsministeren sætter spørgsmålstegn ved bygningssagkyndiges uvildighed, når de udarbejder skyggerapporter for forsikringsselskaber

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Som tidligere nævnt i BygTek har det socialdemokratiske folketingsmedlem Lennart Damsbo-Andersen bedt De Konservatives justitsminister Søren Pape Poulsen kommentere oplysninger i Politiken om byggesagkyndiges udarbejdelse af såkaldte ’skyggerapporter’ for forsikringsselskaber i forbindelse med gennemsyn af ejerboliger og udarbejdelse af tilstandsrapporter ved hussalg.

Han har imidlertid henvist sagen til sin partifælle erhvervsminister Brian Mikkelsen, hvor huseftersynsordningen og de bygningssagkyndige hører under.

Brian Mikkelsen understreger, at den bygningssagkyndige skal være uvildig i den enkelte sag, således at han/hun ’er uafhængig af interesser, der kan påvirke arbejdet som bygningssagkyndig’.

Grundlag for undersøgelse
Brian Mikkelsen er ’meget opmærksom’ på de nævnte problemstillinger, idet formålet med huseftersynsordningen netop er at give både sælger og køber en høj grad af beskyttelse og tryghed ved bolighandler:

- Derfor er det afgørende, at forbrugerne kan stole på kvaliteten af tilstandsrapporterne, og at ingen andre end den beskikkede bygningssagkyndige og dennes objektive og professionelle
gennemgang af ejendommen, har indflydelse på rapportens indhold. Selvom der indtil videre ikke har været tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at reglerne for rekvisition af rapporter eller bygningssagkyndiges mulighed for at yde tillægsydelser, påvirker de bygningssagkyndiges uvildighed, er det dog min vurdering, at der er grundlag for at igangsætte en nærmere undersøgelse af reglerne, skriver erhvervsministeren blandt andet.

Uvildighed?
Brian Mikkelsen oplyser, at han i forbindelse med ’Evaluering vedrørende huseftersynsordningen’ har bedt Sikkerhedsstyrelsen om at foretage en nærmere undersøgelse af både reglerne for rekvisition af rapporterne samt af spørgsmålet om bygningssagkyndiges uvildighed ved udarbejdelse af tillægsrapporter for forsikringsselskaber:

- Undersøgelsen vil blive gennemført i 2018 og jeg vil efterfølgende tage stilling til om der er behov for tiltag for at sikre de bygningssagkyndiges uvildighed og forbrugernes tillid til huseftersynsordningen, slutter erhvervsministeren.

20/3 2018