Golf-entusiast vendte tilbage til tømmerhandlen

Golf-entusiast vendte tilbage til tømmerhandlen

Nordkystens Tømmerhandel blev skabt af den entreprenante trælastmand Uffe Ravn ovenpå et boom i sommerhus-byggeriet i 60´erne Nordsjælland – i dag drives den af sønnen Erik Ravn

Af Kim Sejr, journalist

Historien om Nordkystens Tømmerhandel i Udsholt by går langt tilbage.

Dengang, da en stor del af den nordsjællandske kyst var jomfrueligt land, parat til at blive indtaget af sommerhuse. Det skyldtes en udvikling med udstykning af en lang række gårde og mange grunde til fritidshuse kom til salg.

Det var i begyndelsen af 60´erne og den unge Uffe Ravn kendte udmærket til området, da han sammen med sine søskende og sine forældre mange gange havde kørt fra hjemmet i Virum og op til deres sommerhus på Udsholt Strand.

Uffe Ravn var trælastudlært fra Niels Brock og fra trælasten Clausens Efterfølger på Musvågevej på Nørrebro. Han havde arbejdet hos Borch & Company i Lange Brogade, hvor der kun blev handlet med hårdttræ. Særligt teaktræ. Fra 1956 til 1962 arbejdede Uffe Ravn hos H+H Gasbetons hovedkontor i Codanhus samt på fabrikken i Ølsted. Ind imellem tog han arbejde i England (Bournemouth) og Tyskland (Izehoe og Garmich P.K.)

Nybyggerne i Nordsjælland

Uffe Ravn så muligheder i det nordsjællandske og besluttede sig for at etablere en trælast i området, der havde fået en del liv med selvbyggere, der ville have lavet sommerhus. Området boomede.

 Trælasten blev bygget fra bunden og den tilknyttede ejendom med beboelse fungerede også son lager og butik. Nogle år senere blev hallerne og den nuværende butik opført. Op gennem 1960´erne og 1970´erne var der 2-3 ansatte samt skiftende læredrenge. Én af lastbilerne kørte udelukkende sten og grus ud til byggegrundene fra de lokale grusgrave, som der var flere af i området dengang.

-Det var en tid præget af et meget stort nybyggerområde, hvor mange var selvbyggere. Her lavede tømmerhandlen f.eks. rigtig mange hytter, der kunne stå midlertidig på en grund, så grundejerne kunne opholde sig der, mens der blev bygget sommerhus på grunden. Derfor var der meget stor efterspørgsel efter værktøj og materialer hos tømmerhandlen, også blandt håndværkere, husker sønnen Erik Ravn tilbage.

Tømmerhandlen blev åbnet i 1963 og har således 60 års jubilæum i år – ret usædvanligt, når man tager i betragtning, at de små selvstændige tømmerhandler har været i kraftig tilbagegang gennem de senere år.

Professionel golf

Vi springer frem til 2001, hvor sønnen Erik Ravn overtog Nordkystens Tømmerhandel og drev den videre – faderen var dog aktiv i tømmerhandlen frem til 2005.

-Efter en række gode år, begyndte det at blive svært at finde kvalificeret arbejdskraft. Der skal nemlig helt særlige egenskaber til for at kunne arbejde i en lille tømmerhandel og tage ejerskab til udviklingen i virksomheden med mange alsidige opgaver. Arbejdspresset blev meget stort og jeg valgte derfor at indgå samarbejde med Østerbro Tømmerhandel. Det førte til, at jeg simpelthen valgte at udleje hele butikken til dem i en periode, fortæller Erik Ravn.

Erik Ravn kastede sig i stedet for over golfsporten, som han dyrkede professionelt. Det kom ikke ud af den bare luft, for faderen havde nemlig været en ivrig golfspiller – så ivrig, at han fik etableret en 8-hullers golfbane i nærheden af trælasten. Her brugte både far og søn mange, mange timer. Øvelse gør som sagt mester, og Erik Ravn kunne nu bruge sit talent til at deltage i en række af de professionelle golf-turneringer – så som ECCO-Touren i Danmark, EPD-Touen i Tyskland og ALPS-Touren i Frankrig, Spanien og Italien. Han deltager også i Challenger-Touren på europæisk plan.

Så sker endnu en markant ting i hans liv. Han møder Olesiya, en russisk kvinde, bosiddende i Oslo. De bliver kærester og efter et halvt år flytter hun med til Danmark, hvor de bliver gift.

Overtager tømmerhandel - igen

Erik Ravn beslutter sig herefter at opgive det professionelle golfliv med de mange rejser og tænker i stedet på, at et familieliv bedre kan fungere, hvis han nu vender tilbage til tømmerhandlen.

Der bliver lavet en aftale og han overtager butikken fra Østerbro Tømmerhandel i sommeren 2012.

- Da jeg i sin tid udlejede butikken solgte jeg hele varelagret med, så jeg skulle nu i gang med at opbygge et nyt varelager med et sortiment på 8.000 enheder. Det tog noget tid, men i maj 2014 kunne vi igen åbne dørene for såvel private som for håndværkere, fortæller Erik Ravn.

Lageret af hårdttræ har også en historie. Erik Ravns onkel var nemlig på et tidspunkt ansat hos trægrossisten Dalhoff Larsen & Horneman, men valgte på et tidspunkt at etablere egen virksomhed på Elfenbenskysten med eksport af hårdttræ. En del af det landede også hos Nordkystens Tømmerhandel – og der er stadig nogle af materialerne herfra tilbage..

For at være konkurrencedygtig på priserne søgte Erik Ravn at indgå i en indkøbsaftale, og det medførte, at Nordkystens Tømmerhandel i 2014 blev en del af Jydske Byggecentre JBC i efteråret 2014. En sammenslutning af ca. 18 primært Jyske tømmerhandlere der sammen arbejder for fælles og mere gunstige indkøbsaftaler med leverandørerne til danske trælasthandlere og byggemarkeder.  Enkelt og fleksibelt, lyder det fra Erik Ravn.

Epilog

Ægteskabet med Olesiya holdt desværre ikke og i dag passer Erik Ravn selv tømmerhandlen, der har skiftende åbningstider.

Med til historien hører, at hans mor hver sommer rejser til Nordsjælland og hjælper lidt til. Moderen er fransk og mødte Erik Ravns far, da han var på en turistrejse i Spanien, ligesom hende selv. Efter 25 år blev de dog skilt, men fik udover Erik tre piger, hvoraf to bor i Frankrig og en i USA.

 

22/9 2023