isover
scroll
Grøn energi til 2400 lifteRiwal er en Hollandsk virksomhed med afdelinger i 16 europæiske lande. Virksomhedens danske afdeling har kontorer rundt omkring i landets fire største byer: Aalborg, Aarhus, Odense og København.

Grøn energi til 2400 lifte

Liftudlejningsfirmaet Riwal Danmark har netop lavet en aftale med EnergiFyn om at levere grøn strøm til virksomhedens mange elektriske lifte

Af Tine Maria Kristiansen

En ny aftale, som Riwal Danmark har indgået med EnergiFyn, sikrer, at liftudlejningsfirmaet fremover modtager 100 % grøn strøm til opladning af virksomhedens eldrevne maskiner.

Når man modtager strøm fra et energiselskab, er man nemlig ikke altid sikker på, at al elektriciteten kommer fra vedvarende energikilder. Aftalen mellem Riwal Danmark og EnergiFyn går derfor ud på, at energiforsyningsselskabet mod en merpris lover at dække hele virksomhedens elforbrug med grøn strøm fra blandt andet vindmølleparker.

- Med aftalen ved vi, at alt strøm, der kommer gennem vores lifte, er så grøn som overhovedet muligt, siger Eric Will, der er marketings- og kommunikationsspecialist i Riwal Danmark, og som til dagligt holder til på virksomhedens hovedkontor i Odense.

- Samtidig får vi muligheden for at få vores energi fra en lokal leverandør, hvilket vi har været meget interesseret i, tilføjer han.

Elektrisk flåde
Partnerskabet er den nyeste investering, som Riwal Danmark har lavet, for at gøre virksomhedens liftflåde mere bæredygtig.
Forinden har liftudlejningsfirmaet blandt andet været i gang med at udskifte store dele af sin flåde til elektriske maskiner, hvorfor det ifølge Eric Will giver god mening nu at satse på grøn strøm.

- For en stor virksomhed som os er der meget strøm, som går gennem vores maskiner. Derfor har vi valgt at omlægge vores flåde til el, så ca. 80 % af vores omkring 3000 lifte i dag er strømdrevne. Det giver ca. 2400 maskiner, som jævnligt kommer hjem fra en lejeordre og skal lades op, siger Eric Will og tilføjer:

- De elektriske maskiner har desuden mange fordele for vores kunder. Først og fremmest giver de en stor besparelse for lejeren, der slipper for at betale i dyre domme for brændstof. Herudover støjer maskinerne ikke, så arbejderne undgår at komme hjem med hovedpine efter en lang dag på byggepladsen, ligesom de også slipper for alle de giftstoffer, som benzin og dieseldrevne maskiner lukker ud.

Genbruger vand
Udover at sikre vedvarende energi til opladning af liftene kommer den grønne strøm fra EnergiFyn også til at løbe på Riwal Danmarks forskellige kontorer og depoter rundt omkring i landet.

Tidligere har liftudlejningsfirmaet også investeret i rensningsanlæg, som genbruger vandet, liftene vaskes med.

- En vaskehal er jo en af de helt store klimasyndere, så længe man spilder alt det vand, man bruger. Derfor har vi fået de her ’aqua-detox-systemer’, som de hedder, hvor alt det brugte vand løber ned gennem nogle riste til nogle alger, der ligger på bunden og renser vandet, så det kan genbruges, næste gang en brugt maskine skal vaske, siger Eric Will.

Anlægget gør, at de i alt 1500 m3 vand, som Riwal Danmark før brugte på at vaske deres lifte, i dag er reduceret til 140 m3.

Bæredygtighedsprogram
Både strømmen og reduktionen af vandforbruget er en del af Riwal Danmarks arbejde med at få en mere bæredygtig virksomhed. Her arbejder liftudlejningsfirmaet blandt andet med nogle af FN’s verdensmål som en rettesnor til, hvordan Riwal Danmark løbende kan sænke deres klimaaftryk.

Af andre grønne initiativer kan nævnes:

- At virksomheden har skiftet til LED-lys på alle kontorer og depoter for at spare sit elforbruget.

- At alle mekanikere og chauffører, der arbejder i Riwal Danmark, bærer bæredygtigt arbejdstøj fra Kansas' kollektion ’Fristads Green’, som er verdens første miljødeklarerede arbejdstøjskollektion.

- Virksomheden har fokus på affaldssortering og genbrug af papir, samtidig med at den arbejder på at blive mere digital for at mindske sit printforbruget.

- Ansatte i - og omkring, Riwal Danmarks transportafdeling gennemgår særlige kurser, hvor de lærer at køre så klimavenligt som muligt.

- Via Riwals app ’MitRiwal’ kan kunder følge med i, hvor meget CO2 de lukker ud, når de bruger lejede lifte fra virksomheden. Softwaren fungerer både som et kundeunivers, hvor lejeren kan følge med i deres forbrug, og en bestillingsplatform, hvor man kan booke og sammenligne liftenes forskellige specifikationer. Blandt andet har app’en en AR-funktion, hvor kunder med deres kamera kan tjekke, om liftens dimensioner passer til et konkret byggeprojekt.

Riwal Danmark arbejder med fire af FN’s Verdensmål: Nr. 6, der omhandler ’Rent vand og Sanitet’. Nr. 7, der har fokus på Bæredygtig energi. Nr. 11, som støtter bæredygtige byer og lokalsamfund. Nr. 12, som arbejder for et ansvarligt forbrug og produktion.

20/10 2022