Historisk præstegård reddet
I tre år har den smukke fredede præstegård i Sæby ikke været beboet, efter at der i 2015 blev konstateret skimmelsvamp i den historiske bygning. Men efter en omfattende renovering er den atter beboelig igen
I 2015 blev den fredede gulkalkede præstegård i Sæby på Hornsherred ramt af skimmelsvamp, men i dag – efter en større ud- og indvendig istandsættelse – står den trelængede bindingsværksgård med stråtag igen som en lun og sund bolig for præstefamilien. Her er der brugt et diffusionsåbnet isoleringssystem til bindingsværk, som består af 100 procent uorganiske materialer, der lader væggene ånde og forhindrer skimmel.
- Isoleringen i den gamle præstegård var lavet af organisk materiale, der skabte kondens på den indvendige side af bindingsværksvæggene og dermed skimmel. Renoveringen har været omfattende, fordi der var skimmelsvamp i flere rum i præstegården.
Det forklarer arkitekt Erica Heyckendorff fra Rønnow Arkitekter, der har været sagsarkitekt på restaureringen af den gamle præstegård.
Virker sund
Hun suppleres af sognepræst Helene Rasmussen, der netop er flyttet ind:
- Det er en måned siden, at min familie og jeg flyttede tilbage til præstegården, og vi kan allerede mærke en stor forskel i forhold til isolering og indeklima. Boligen virker mere lun og sund, og de allergiske symptomer, vi havde for tre år siden, er væk. Det er rigtig dejligt at være tilbage.
Fredet gård kræver særlig omtanke
Sæby præstegård blev senest restaureret i 1959. Bygningen blev fredet helt tilbage i 1945, hvorfor Rønnow Arkitekter også har skullet udvise særlig omtanke og hensyn ved udførelsen af restaureringen af gården. En del af opgaven har bl.a. været at tilbageføre indretningen, så vidt det har kunnet lade sig gøre, til de oprindelige forhold.
Ifølge arkitekt Erica Heyckendorff har det ikke mindst været en udfordring at finde et åndbart materiale, der kunne erstatte den gamle efterisolering af bindingsværksgården og samtidig respekterede fredningsværdierne bedst muligt.
- Vi har lagt mange kræfter i at finde et isoleringsmateriale til ydervæggene, som kan fremtidssikre bindingsværket. Derudover har det været vigtigt for os – og ikke mindst et krav fra Slots- og Kulturstyrelsen – at bevare bindingsværksvæggens slanke udtryk og bruge et efterisoleringsmateriale med en høj isoleringsværdi, så løsningen ikke giver en for stor tykkelse i forhold til de oprindelige vindueslysninger, fortæller hun og uddyber:
- Vi har arbejdet hårdt på at komme tilbage til præstegårdens oprindelige udtryk. Vi har bl.a. været i et arkiv, hvor vi f.eks. fandt fotos fra en dansk film fra 50’erne med Ove Sprogøe, som var optaget på præstegården. På fotografierne kunne man se, hvordan dele af gårdens facader så ud på det tidspunkt, og disse opdagelser har vi benyttet i rekonstruktionen. Suppleret med gamle tegninger fra arkiverne har det resulteret i, at vi har genopført dele af midterskillevæggen, så den kom tilbage til sin oprindelige placering, og retableret en række stalddøre i østlængen, hvor præstens kontor og konfirmandstuen nu er blevet indrettet.
Diffusionsåbne materialer
I Rønnow Arkitekters søgen efter et egnet diffusionsåbent efterisoleringsmateriale faldt valget på det diffusionsåbne Multipor Isoleringssystem til bindingsværk fra Xella.
- Vi har valgt at efterisolere med Multipor isoleringspladerne, fordi de er fremstillet i uorganiske materialer, der lader ydervæggen ånde fra inderst til yderst. De diffusionsåbne plader er fri for fibre og samtidig kapillaraktive. Dermed er de langt sikrere at anvende end diffusionshæmmende konstruktioner, forklarer arkitekten.
Konkret har man valgt en løsning, hvor bindingsværkets indvendige side først blev helt afrenset. Derefter har man fastgjort rørvæv på selve bindingsværket og påført Multipor Lermørtel for at få tavl (murværksfelterne i bindingsværket) i flugt med bindingsværket. Derefter er Multipor Isoleringspladerne monteret, igen med Multipor Lermørtel, dyblet og afslutningsvis netpudset med Multipor Letmørtel.
-jhn
