Højere grundkapitalindskud kan føre til hamstring af almene boliger
Regeringen lægger i forhandlingerne med kommunerne om næste års budget op til en kraftig forhøjelse af grundkapitalindskuddet i almene boliger. Det vil gøre det dyrere for kommunerne at bygge alment
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Dansk Byggeris erhvervspolitiske direktør Torben Liborius advarer regeringen mod atter at hæve kommunernes andel af bygesummen, når der skal opføres almene boliger.
Det ligger ellers i en seks år gammel aftale mellem den daværende socialdemokratiske regering og Kommunernes Landsforening, at grundkapitalindskuddet skal hæves til 14 procent fra de nuværende ti procent, hvis ikke KL og regeringen bliver enige om at fastholde niveauet
Grundkapitalindskuddet har endda været helt nede på syv procent, men kilder i Boligselskabernes Landsforening har over for Dansk Byggeri oplyst, at regeringen pønser på at hæve beløbet helt op til over 20 procent i de igangværende forhandlinger med kommunerne.
Voldsomme konsekvenser
Dansk Byggeris erhvervspolitiske direktør advarer om, at en så stor stigning vil have voldsomme konsekvenser for byggeriet af almene boliger i en længere årrække, og understreger, at Dansk Byggeri har bakket op om det nuværende niveau på ti procent, der har ligget fast i en længere periode.
Men regeringen ønsker dels at spare på de kommunale budgetter og dels sætte en dæmper i aktiviteten på bygge- og anlægsområdet ved at sikre, at der bygges færre almene boliger:
- Når kommunerne og bygge- og anlægsvirksomhederne ved, hvad de har at rette sig efter, kan man planlægge og bygge i et moderat tempo over en længere årrække. Sådan bør det blive ved med at være, for det har bidraget til ro i både boligområderne og byggeriet, siger Torben Liborius.
Store udsving
Kravet til grundkapitalen har varieret i intervallet 7-14 procent, hvor den laveste sats har været anvendt i perioder, hvor der var behov for at sætte lidt mere blus på byggeaktiviteterne.
De 14 procent var til mere stabile perioder med god gang i aktivitetsniveauet,men ifølge Torben Liborius stiger antallet af byggeansøgninger, hver gang procentsatsen hæves:
- Man kan næsten tale om en ’hamstring’. Mens der i årene efter er tilsvarende meget få ansøgninger. Derfor bør regeringen beholde kravet på 10 procent i en længere periode. Hvis man i den nuværende situation, hvor der er stor aktivitet i byggeriet, øger kravet endda helt op til 20 procent, vil vi opleve en hamstring til efteråret. Det vil give yderligere pres på byggeriet, siger Torben Liborius.
Han mener, at hvis kommunerne skal til at stille med en større andel af pengene, bør det indføres glidende, så både boligsektoren og byggeriet kan nå at planlægge og tilpasse sig udviklingen.
S siger NEJ!
Socialdemokratiets boligordfører, Kaare Dybvad, siger til BygTek, at Socialdemokratiet allerede sidste år sagde nej til en forhøjelse af grundkapitalindskuddet i forbindelse med et forslag om at hæve tilskuddet til 20 procent for små boliger og 24 procent for store boliger:
- Det er vi også som udgangspunkt mod nu. Det skal ikke blive mere besværligt for de kommuner, der måske er i tvivl, om de skal bygge almene boliger. Man kan måske argumentere for, at det vil være fornuftigt at bremse aktiviteterne i byggeriet i en tid, hvor der er blus under kedlerne. Men fraregner man flygtningeboliger er antallet af almene boliger, der er bygget det seneste årti på laveste niveau siden 1930-erne. Det er bekymrende, fordi der, ligesom der er behov for andre boliger som parcelhuse og ejerlejligheder, også er behov for at bygge almene boliger, siger Kaare Dybvad.
Trækker i forkert retning
Socialdemokratiet mener samtidig, at færre almene boliger også kan få indflydelse på ghettoplanen, fordi kommunerne i stedet for almene boliger, der sælges eller måske rives ned, ikke kan bygge andre boliger:
- Det gjorde man i den konservative Høje Taastrup Kommune, men det bliver fremover dyrere, hvis regeringen hæver grundkapitalindskuddet, og det skaber færre muligheder for at huse folk i den almene sektor. Det trækker i den forkerte retning i forhold til den overordnede ambition om sikre mere blandede beboersammensætning i hele Danmark, slutter Kaare Dybvad