Hold styr på de ansattes ferieaftaler
Dansk Håndværk har fem gode råd til håndværksmestrene om, hvordan de får overblik over de ansattes ferier. Det betale sig i den lange ende
Af Dan Bjerring
Selv om de første medarbejdere snart begynder at holde deres sommerferie, er er det ikke alle virksomheder, der har helt styr på aftalerne om, hvem der holder ferie, hvornår og hvor længe.
Dansk Håndværks chefjurist, Susanne Oldenburg, understeger, at det betaler sig at have styr på ferierne - både for ledelsen af virksomheden, af hensyn til de medarbejdere, der har fri, og dem der er tilbage på arbejde.
Fordel for alle
Dansk Håndværk har derfor præsenteret fem gode råd til håndværksmestrene om, hvordan de får overblik over de ansattes ferier:
- Det er nemlig til fordel for alle, at der ikke opstår misforståelser. Det betyder naturligvis meget for medarbejderne, at de kan planlægge deres ferie, men i en tid, hvor det er svært at finde ansatte nok, er også vigtigt for virksomheden at have overblik, siger Susanne Oldenburg.
Drop de mundtlige aftaler
Hun peger på, at lederen både skal holde styr på, hvem der er væk, og vide, hvor meget af deres samlede ferie hver af medarbejderne har brugt.
Derfor råder hun virksomhederne til at holde godt styr på aftalerne - også på skrift. Opfordringen kommer, fordi man særligt i mindre virksomheder kan være tilbøjelig til blot at lave mundtlige aftaler:
- Men senere kan det være svært at huske, hvad de gik ud på, og hvor megen ferie medarbejderen har afholdt i alt, siger Susanne Oldenburg:
Skriv det ned
Hun opfordrer til, at aftaler om ferie, feriedage og feriefridage bliver skrevet ned, så både ledelse og medarbejder kan se, hvor meget der er brugt, hvornår, og hvor meget de har tilbage:
- Og tjek i god tid før ferieåret slutter, at alle feriedage er brugt, så der ikke bliver nogle ’hovsa-situationer’, hvor medarbejdere skal holde fri samtidigt med, at muligheden for en god opgave opstår, slutter hun.
Fem gode råd om ferieaftaler
1. Lav klare aftaler med medarbejderne, så alle parter er klar over, hvem der holder ferie og hvornår.
2. Sørg for at aftalerne er skrevet ned. Det giver både klarhed og tryghed for begge parter og misforståelser undgås. Det fungerer godt at have en feriekalender på værkstedet, så alle har et overblik over bemandingen.
3. Husk de løse feriedage. Sørg for, at for eksempel bogholderiet holder styr på feriefridage og ’løse’ feriedage, der er brugt igennem året.
Det er vigtigt af hensyn til både virksomheden og den enkelte medarbejder, eksempelvis ved opsigelse, afskedigelse eller orlov.
4. Husk, at medarbejderne har både ret og pligt til at holde ferie. Medarbejderne har ret til at holde tre ugers sammenhængende hovedferie i perioden 1. maj til 30. september.
De øvrige feriedage kaldes restferie, og de kan placeres i hele ferieåret. Ferie indeholder selvfølgelig et rekreativt element, hvorfor der i udgangspunktet reelt består en pligt til at holde ferie.
5. Det er virksomhed og medarbejder, der skal drøfte, hvornår ferien bedst holdes inden for ferieåret under hensyn til såvel virksomhed som medarbejder. I sidste ende er det dog arbejdsgiver, der bestemmer.
Kan der ikke opnås enighed mellem parterne om, hvornår medarbejderne skal holde ferie, skal arbejdsgiveren varsle ferie. Hovedferien skal varsles med tre måneder, og restferien skal varsles med en måned.