Hvis 'Emptynesters' forsvinder fra parcelhuskvartererne, bliver der mindre behov for nybygMere end halvdelen af Danmarks parcelhuse bebos af par eller enlige uden hjemmeboende børn. Foto: Sweco / Jacob Due.

Hvis 'Emptynesters' forsvinder fra parcelhuskvartererne, bliver der mindre behov for nybyg

Build ved Aalborg Universitet og Sweco Architects peger i en ny rapport på store gevinster ved at få flere til at flytte fra parcelhuset, når børnene flytter hjemmefra – og viser samtidig, hvordan det kan ske

En ny rapport peger på et stort, men kun delvist udnyttet potentiale i de danske parcelhuskvarterer. 

Hvis flere danskere over 55 år uden hjemmeboende børn – de såkaldte emptynesters – flyttede tidligere til attraktive alternativer, kunne det nemlig frigøre store mængder eksisterende boligareal og samtidig mindske behovet for at bygge nyt.

Rapporten 'Bedre udnyttelse af eksisterende parcelhuse gennem boligrotation' viser, at der i dag bor omkring 970.000 emptynesters i danske parcelhuse. 

De har med gennemsnitligt 83 m² pr. person det højeste boligforbrug blandt alle befolkningsgrupper i Danmark og bor i en boligtype, som mange steder er stærkt efterspurgt af især børnefamilier.

- Hvis flere emptynesters får adgang til attraktive boligalternativer, kan det både skabe bedre plads til børnefamilier i de eksisterende parcelhuse og reducere behovet for klimabelastende nybyggeri, siger Jesper Ole Jensen, seniorforsker ved Build, Aalborg Universitet, og medforfatter til rapporten.

Rapporten viser, at emptynesters allerede i dag spiller en nøglerolle i boligmarkedets bevægelighed. Med omkring 45.000 årlige flytninger fra parcelhuse frigør de hvert år cirka 1,7 mio. m² i den eksisterende boligmasse – næsten dobbelt så meget som det samlede nybyggeri af parcelhuse, der i 2025 udgjorde 0,9 mio. m².

Potentialet til at reducere nybyggeri er især stort, fordi emptynesters ifølge rapporten efterspørger markant mindre boliger, når de flytter fra parcelhuset. I gennemsnit skærer de 41 m2 af deres boligforbrug pr. husstand, når de flytter, hvilket er mere end en fjerdedel. 

Det peger på, at boligrotation ikke bare kan skabe bedre udnyttelse af de eksisterende boliger, men også skabe flyttekæder, som mindsker det samlede boligforbrug og dermed også efterspørgslen på nybyggeri.

Rapporten dokumenterer samtidig, at selv små ændringer kan gøre en stor forskel. I dag flytter emptynesters i parcelhuse markant sjældnere end andre emptynesters. 

Men hvis deres flyttefrekvens blot kunne løftes til samme niveau som hos emptynesters i andre boligtyper, kunne det hvert år frigøre et ekstra boligareal svarende til cirka 5000 parcelhuse på 180 m². Det ville i teorien eliminere behovet for nybyggeri af parcelhuse helt.

Rapporten understreger, at potentialet for at øge flyttefrekvensen især findes hos de yngre og mest ressourcestærke emptynesters – mennesker, der ikke nødvendigvis ser sig selv som 'seniorer', men som står foran en ny livsfase og efterspørger boliger, der understøtter en anden livsstil end parcelhusets.

Derfor er der behov for flere attraktive alternativer med de kendetegn, som emptynesters ifølge rapporten efterspørger: færre kvadratmeter, mindre vedligeholdelse, god beliggenhed, adgang til privat uderum, stærke fællesskaber og gode fællesfaciliteter.

På den baggrund fremhæver rapporten en hel stribe alternative boformer målrettet emptynesters – lige fra transformation af forladte velfærdsbygninger over opdeling af eksisterende parcelhuse til nybyggede bofællesskaber med levende fællesskaber på tværs af generationer.

- Det handler ikke kun om at få folk til at flytte fra noget. Det handler i langt højere grad om at tilbyde dem noget, de gerne vil flytte til. Skal vi øge boligrotationen, kræver det nye boligtyper, der matcher ønskerne i en ny livsfase, siger Niels Toft, bæredygtighedschef i Sweco Architects og medforfatter til rapporten.

Rapporten peger på, at både udviklere, investorer, boligselskaber og kommuner kan spille en vigtig rolle i at øge boligrotationen. 

Det kan blandt andet ske ved at udvikle flere boligkoncepter målrettet emptynesters, ved at tænke målgruppen bedre ind i den almene sektor og ved at skabe bedre planmæssige rammer for alternative boformer og transformation af eksisterende bygninger, herunder parcelhuse.

En vigtig nuance er dog, at der er store forskelle i mulighederne på tværs af landet. Mulighederne findes særligt omkring de store vækstcentre, mens økonomien i både eksisterende og nyt byggeri gør det vanskeligere at skabe boligrotation i udkantsområder.

- Der er store forskelle på mulighederne både for den enkelte og for at skabe alternative boformer målrettet emptynesters forskellige steder i landet, og heri ligger en stor udfordring, siger Mette Mechlenborg, seniorforsker ved Build og medforfatter til rapporten.

Ikke desto mindre viser rapporten, at bedre boligrotation ikke kun er et spørgsmål om individuelle flyttebeslutninger – det er også en strategisk mulighed for at bruge den eksisterende boligmasse bedre, reducere klima- og ressourcebelastningen fra nybyggeri og skabe mere bevægelse på boligmarkedet.

Om rapporten

Rapporten 'Bedre udnyttelse af eksisterende parcelhuse gennem boligrotation' undersøger, hvordan boligrotation kan styrkes blandt emptynesters i danske parcelhuskvarterer. 

Den bygger på en registeranalyse af flyttemønstre fra 2014 til 2023, en survey blandt 377 emptynesters, der er flyttet fra parcelhus, samt kvalitative interviews med 11 emptynesters. 

Rapporten præsenterer desuden konkrete bud på boligformer, der kan øge mobiliteten i den eksisterende boligmasse, og indeholder interviews med flere brancheaktører.

Rapporten er støttet af Bevar Mere – en indsats, som Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania står bag. Projektet er en del af i alt 17 projekter, der udvikler viden og værktøjer til at skabe fremtidens boliger i nutidens bygninger.

-dc

30/6 2026
  • Der er ikke meget plads at lege med i Nationalbanken

    Der er ikke meget plads at lege med i Nationalbanken

    byggeri ›3D-modeller, scanninger og stærk IKT-styring er afgørende værktøjer i restaureringen af Nationalbanken. Nationalbanken er fredet, og derfor kan løsninger ikke nødvendigvis tilpasses efter moderne krav til eksempelvis indeklima
  • Byggesjusk i lange baner: Vestjysk kommune tvunget til holde entreprenører i kort snor

    Byggesjusk i lange baner: Vestjysk kommune tvunget til holde entreprenører i kort snor

    byggeri ›Det lokale tømrerfirma Gamborg-Pedersen Byg har fået til opgave at rette op på de omfattende byggefejl, der fulgte med renoveringen af Tim Skole. Efter flere lignende episoder holder Ringkøbing-Skjern Kommune nu ekstra godt øje med entreprenører
  • Seks uddannelsesinstitutioner slås sammen under et tag i Kalundborg

    Seks uddannelsesinstitutioner slås sammen under et tag i Kalundborg

    byggeri ›Sammen med Raundahl & Moesby tager AP Pension første spadestik til et campusbyggeri i Kalundborg, som skal samle seks uddannelsesinstitutioner og skabe moderne rammer for uddannelse, forskning, innovation og samarbejde med erhvervslivet
  • Debat: ID-kort bør gælde alle i byggebranchen

    Debat: ID-kort bør gælde alle i byggebranchen

    byggeri ›Den danske model er bygget på tillid, ansvar og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og skal forsvares, hver gang nogen forsøger at konkurrere ved at se stort på fælles spilleregler, skriver BygTek-journalist Dan Bjerring
  • Nordstern skifter hænder

    Nordstern skifter hænder

    byggeri ›Pemberton Asset Management overtager ejerskabet af Nordstern fra ActivumSG. Ejerskiftet skal skabe et stærkere fundament for Nordsterns langsigtede vækst
  • Ny mand i spidsen for rådgivende ingeniører vil have mere grøn snak på dagsordenen

    Ny mand i spidsen for rådgivende ingeniører vil have mere grøn snak på dagsordenen

    byggeri ›Efter 18 år i energisektoren tiltræder Jan Hylleberg som ny administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, med en mission om at bringe rådgivende ingeniørers viden endnu tydeligere ind i den grønne debat
  • Bravida får det tekniske ansvar for stort datacenter i Esbjerg

    Bravida får det tekniske ansvar for stort datacenter i Esbjerg

    byggeri ›Som teknisk partner på opførelsen af Dansk Data Center 1 på Esbjerg Havn vinder Bravida en samlet entreprise inden for el, vvs, ventilation, køling og bygningsautomatik dækker det størstedelen af de tekniske installationer til det nye datacenter
  • 11 kaserner får en overhaling

    11 kaserner får en overhaling

    byggeri ›Råhuset til den første af 31 nye indkvarteringsejendomme til fremtidens danske soldater står nu færdigt på Holstebro Kaserne. Moderniseringen skal skabe tidssvarende rammer for soldater og værnepligtige