I dag modtager Maltfabrikken i Ebeltoft prisen Årets Byggeri

I dag modtager Maltfabrikken i Ebeltoft prisen Årets Byggeri

Nyt liv til den røde dame: En gammel rød fabrik er blevet omdannet til et kulturhus. Nu modtager byggeriet prisen Årets Byggeri i kategorien Åben

Af Marie Sofie Larsen. Foto: Jens Markus Lindhe 

Maltfabrikken i Ebeltoft, også kaldet Den Røde Dame på grund af sin karakteristiske farve og facon, blev opført i 1861, og gennem langt mere end 100 år gav den, som maltfabrik, byen selvforståelse og arbejderne brød på bordet. I dag hyldes huset, nu som kulturhus, med prisen Årets Byggeri.  

Maltfabrikken lukkede ned i 1998, og gennem et par årtier lå den øde hen med en noget usikker fremtid, indtil den blev købt af en projektgruppe ved hjælp af donationer og fonde. Siden udskrev Syddjurs Kommune og Fonden Den Ny Maltfabrik en projektkonkurrence, der skulle omdanne det gamle vartegn til et miljø for kulturelle, private og offentlige udfoldelsesmuligheder, og i marts 2020 står det kæmpe projekt så færdigt, efter en kompleks byggeproces.

Stadig rød

Det er ekstremt sjældent, at man ser nybyggerier med så meget koralfarvet pangfarveenergi på den danske arkitekturscene, som ellers er meget naturfarvet. Men her har man bekendt kulør og valgt at arbejde videre med den markante røde farve, og det valg bør hyldes i en tid, hvor melankolske farver præger byggeriet. Det er dog ikke et overraskende modeflip, som har gjort, at Praksis, arkitektfirmaet bag projektet, har valgt at gå med den røde. Derimod er det resultatet af en af de visioner, virksomheden arbejder ud fra: Et hus bør fortælle om det sted og den historiske kultur, det er sat i. Og i en verden af praksis-arkitektur fortæller alle huse om de steder og den historiske kultur, som de står i, men er samtidig bevidste om, at enhver kultur stivner, hvis den ikke får fornyelse.

Det sagde dommerkomitéen

Her var det borgerne og de lokale erhvervsfolk, der simpelthen tog styringen og sagde, at det ikke skulle gå den vej, som alle ellers regnede med. Og de kæmpede for deres historie, og for at bykernen blev ved med at være intakt og lidt anderledes end alle de andre gadestrøg, man har i de små byer rundt omkring i Danmark. Så de etablerer en fond, som sikrer, at de kan bruge hovedparten af bygningen og essensen af stedet. Der bliver genbrugt og omdannet meget nøjsomt på en måde, så du stadig kan aflæse alle de gamle funktioner. I dag bidrager bygningen virkelig arkitektonisk til den lille gågade, som går ind igennem Ebeltoft. Den er synlig på afstand og står bare dér og inviterer til kultur. Det er virkelig en dejlig bygning, og prisen her går i lige grad til nyt og gammelt. Tænk at de, som byggede fabrikken i sin tid, leverede en kvalitet, som vi nu, så mange år senere, faktisk kan bruge i mange år frem.  

Dommerkomitéen

Årets dommerkomité består af; Scott Hollingsworth, arkitekt, Hollingsworth Pack. Elly Kjems Hove, branchedirektør, DI BYG. Henrik Garver, administrerende direktør, FRI. Lene Espersen, administrerende direktør, Danske Arkitektvirksomheder. Palle Thomsen, direktør, Danske Byggecentre. Peter Stenholm, branchedirektør, DI Danske Byggeri. Rasmus Brandt Lassen, direktør, Bygningsstyrelsen. Hans-Bo Hyldig, næstformand, Byggesocietetet.

Årets Byggeri

Årets Byggeri er den bredeste og mest alsidige pris i byggebranchen. En national hæderspris som hvert år hylder årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning. Nominerede byggerier bedømmes af en dommerkomite som består af branchedirektører og andre nøglepersoner fra byggebranchen. Alle vindere, hædrende omtaler og udvalgte indstillinger præsenteres i et 92 sider tykt særnummer af magasinet Byggeri, som udkommer den 11. december 2020.

Få tilsendt magasinet BYGGERI - klik her...

10/12 2020