KOMMENTAR: Stilhed før stormen

Det vil være at stikke sig selv blår i øjnene, hvis man tror, at byggeriet lader sig nøje med resultatet af overenskomstforhandlingerne på industriens område

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Overenskomstforliget på industriens område er fra flere sider blevet tolket som en stor sejr for den danske model og dermed arbejdsmarkedets parter.

Men sandheden er, at det sandsynligvis kun er en krusning på overfladen inden de store slag skal slås ude på arbejdspladserne. Det vil i hvert fald være at stikke sig selv blår i øjnene, hvis man tror, at byggeriet lader sig nøje med resultatet af overenskomstforhandlingerne på industriens område.

Ganske vist er Dansk Byggeri blevet opslugt af DI, men det betyder ikke, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne lettere kan blive enige. Skal man sige noget positivt om, at mindstebetalingssatsen over to år stiger med ni kroner i timen til 136 kroner, så er det, at det vil være de udenlandske medarbejdere, der først og fremmest får glæde af det.

INGEN dansk bygningsarbejder går til 136 kroner i timen, og derfor er der lagt op til en række lønslagsmål på de enkelte arbejdspladser - hvis medarbejderne tror, at de skal indhente hele det tab, de har haft på reallønnen - ved de lokale forhandlinger.

Det spændende ved de lokale forhandlinger bliver at se, om medarbejderne vælger ”jobfest eller lønfest”. Vælger de lønfesten, så er jobfesten forbi, og det vil koste tusinder af ledige i bygge- og anlægsbranchen.

Der vil uden tvivl fra fagbevægelsens på byggeriets område bliver rejst krav om at sætte ind mod social dumping, men det løb blev kørt, da Dansk Byggeri blev nedlagt og opslugt af DI. Her har Dansk Håndværk ellers med sit ”akkordafsavnstillæg" vist vejen. Det vil DI ALDRIG gå med til, da det ville smitte af på hele DI’s overenskomstområde

På den anden side er det også værd at slå fast, at med det indgåede forlig, hvis det da bliver stemt igennem, er der ikke strejkeret ved lokale forhandlinger.

I den sidste ende kan det, der ”hugger den gordiske knude over”, være, at regeringen bider al skam i sig og fjerner kravet om at slette Store Bededag. Mange ude på arbejdspladserne er så stærkt utilfredse med, at regeringen har fjernet en årlig fridag, at de vil stemme nej til overenskomstforliget, selv om det intet har med indgrebet mod Store Bededag at gøre.

Konsekvenserne af at holde dumstædigt fast ved at fjerne Store Bededag kan blive langt værre.

De økonomiske gevinster ved at fjerne Store Bededag er kun brøkdele af, hvad det vil koste at kaste samfundet ud i en storkonflikt.

Regeringen bør erkende, at slaget om Store Bededag er tabt. Det er bedre at erkende en fejl end at holde stædigt fast ved at fortsætte fejlen.

Og så må man håbe, at politikerne på Christiansborg af Store Bededags fadæsen har lært, at det er klogt at inddrage arbejdsmarkedets parter, INDEN man griber ind i noget så væsentligt som arbejdstiden. Uanset hvordan det måtte være.

Havde regeringen inden sin beslutning om at fjerne Store Bededag henvendt sig til arbejdsmarkedets parter og sagt, ”vi skal bruge nogle flere indtægter til at dække udgifterne til Forsvaret”, er det ikke usandsynligt, at man kunne have opnået langt mere end ved fjernelsen af Store Bededag.

Der er nemlig blandt danskerne stor forståelse for nødvendigheden af, at vi i den nuværende situation yder en ekstra indsats for at sikre, at vi har de fornødne midler til at få et anstændigt forsvar. Danskerne ved godt, at stopper vi ikke Putin i Ukraine, er der en risiko for, at vi selv står i næste række, når Putin i sit vanvid for at genskabe Storrusland kaster os over andre frie nationer.

Ret, - rimelighed og retfærdighed gælder ikke bare Ukraine, men for hele den vestlige verden