Lang sagbehandlingstid i Planklagenævnet Erhvervsminister Simon Kollerup vil afkorte sagsbehandlingstiderne i Nævnenes Hus (foto: Keld Navntoft)

Lang sagbehandlingstid i Planklagenævnet

Tal for ’gennemsnitlige sagsbehandlingstider’ i eksempelvis Planklagenævnet dækker over, at der i nogle sager kan gå langt ud over den forventede maksimale sagsbehandlingstid

Af Dan Bjerring

Af et svar fra erhvervsminister Simon Kollerup til det konservative folketingsmedlem Mona Juul fremgår det, at der er lange sagsbehandlingstider i Nævnenes hus, hvor man har samlet de forskellige klagefunktioner.

Det var forudsat, at der skulle være en maksimal sagsbehandlingstid på seks måneder, men det overholdes ikke for flere af nævnene.

Det går på papiret godt nok med den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Klagenævnet for Udbud (3,3 måneder), Planklagenævnet (5,7 måneder) og Konkurrenceankenævnet (5,4 måneder), men når et kommer til Energiklagenævnet er sagsbehandlingstiden 18,1 måneder,
Byfornyelsesnævnene 15,0 måneder og Byggeklageenheden 21,0 måneder.

Koster byggebranchen dyrt
Det betyder i praksis, at der er sager, hvor det tager langt ud over den gennemsnitlige behandlingstid at få dem igennem, og det kan koste dyrt ikke mindst i bygge-anlægsbranchen, der ofte må afvente kendelserne, før de kan sætte spaden i jorden – eller eventuelt få afvist projekter.

I Planklagenævnet er det endda kun sager indkommet efter den 1. juli 2018, idet sager modtaget før denne dato ’følger en særskilt afviklingsplan’:

- Der er ikke i udgangspunktet fastsat et loft for den maksimale sagsbehandlingstid for sagsbehandling i nævnene. Men det følger af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud, oplkyser Simon Kollerup.

Ekstra penge afsat
Regeringen er ifølge ministeren ’optaget af at sikre rimelige sagsbehandlingstider’ i Nævnenes Hus:

- Der er derfor løbende sat midler af til nye initiativer, der skal nedbringe sagsbehandlingstiden. Der er blandt andet afsat 42 millioner kroner til Nævnenes Hus, fordelt over perioden 2019–2022, til at afvikle en sagspukkel på 1.921 sager modtaget før 1. juli 2018 i Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet. Herudover har aftaleparterne bag finansloven for 2020 afsat 5 millioner kroner årligt i 2020 og 2021 til hurtigere sagsbehandling af sager om vedvarende energi i Nævnenes Hus, oplyser erhvervsministeren.

Særlig ordning for VE-projekter
Der er også klimaaftalen for energi og industri afsat 15 millioner kroner årligt i 2021-2024 til at etablere et loft på seks måneder for sagsbehandlingstiden på klager over projekter med vedvarende energi:

- Loftet skal sikre, at det hurtigst muligt afklares, om et sol- eller vindprojekt kan realiseres, således at lange sagsbehandlingstider ikke bremser den grønne omstilling samtidig med at borgeres, virksomheders og interesseorganisationers retssikkerhed varetages, slutter Simon Kollerup.

3/8 2020