Mangel på arbejdskraft koster 30 mia. kr.
Mangel på kvalificeret arbejdskraft koster de danske erhvervsvirksomheder 30 mia. kr., mens regningen i Europa (inkl. Tyrkiet) lyder på 324 mia. euro
PwC's European Private Business Survey viser, at manglen på kvalificerede medarbejdere koster erhvervslivet i Danmark 30 mia. kr.
- Der er mangel på kvalificerede medarbejdere i hele Europa, og det kommer næppe som nogen overraskelse, at manglen på arbejdskraft lægger pres på det danske arbejdsmarked. Det er en alvorlig udfordring i en tid, hvor de private virksomheder ønsker at investere mere i og rekruttere flere kvalificerede medarbejdere for at skabe vækst i virksomheden, forklarer Mikkel Sthyr, der er partner i PwC.
Undersøgelsen viser også, at de europæiske virksomheder ser mangel på kvalificerede medarbejdere, der forhindrer dem i at rekruttere de rette talenter til at skabe vækst, som deres største udfordring. PwC anslår, at manglen på kvalificerede medarbejdere koster erhvervslivet 324 mia. euro i tabt omsætning om året. Det svarer til det årlige BNP for Portugal, Ungarn og Kroatien tilsammen.
Bedre dialog
Tilgængeligheden af kvalificerede medarbejdere afhænger af faktorer som f.eks. arbejdskraftens frie bevægelighed og uddannelsessystemer, der uddanner folk med de rette kvalifikationer. En dialog mellem uddannelsesmyndigheder, arbejdsgivere og medarbejdere er nøglen til at bringe efterspørgslen fra private og andre virksomheder på linje med forventningerne i samfundet og de nyuddannedes kvalifikationer, lyder vurderingen fra PwC:
- Udfordringen med at skaffe kvalificeret arbejdskraft vil blive stadig mere presserende, efterhånden som efterspørgslen efter kvalificerede medarbejdere stiger, og virksomhederne investerer mere i kvalifikationskrævende digitale teknologier, der kan gøre dem mere konkurrencedygtige, siger Mikkel Sthyr.
Digitalisering en fordel og udfordring
Analysen viser også, at det blot er 31 % af de europæiske virksomheder, der har digitalisering som deres primære vækststrategi, mens det i Danmark er hele 39 %, der svarer, at de har digitalisering som deres primære vækststrategi.
- Det er positivt, at så stor en andel af de danske og nordiske virksomheder har taget digitaliseringen til sig og gjort den til en del af deres vækststrategi sammenlignet med de øvrige europæiske virksomheder. Det betyder dog også, at de danske virksomheder står over for en væsentlig udfordring med at skaffe kvalificeret arbejdskraft med digitale kompetencer, som kan udnytte de nye teknologier til at skabe udvikling og omsætningsvækst, lyder det fra Mikkel Sthyr.
-kj