Mindsk varmeforbruget før det er for sent

Omfanget af energibesparelser i bygninger skal mere end fordobles, hvis der skal omstilles billigst muligt, konkluderer ny rapport

Hvis Danmark skal omstille til et fossilfrit energisystem baseret på vedvarende energikilder i 2050 så billigt og omkostningseffektivt som muligt, vil det kræve, at varmeforbruget i den eksisterende bygningsmasse reduceres med 31 %. Nøjagtig så meget kan reduceres, før det efterfølgende bliver billigere at investere i ekstra varmeforsyning. Hvis den reduktion ikke realiseres, vil Danmark samfundsøkonomisk opleve et tab på 1,1 mia. kr. årligt omkring år 2030 stigende til 3,2 mia. årligt omkring år 2050.

Ydermere skal varmeforbruget reduceres med 1% hvert år frem til 2050, hvis sådan en omkostningsoptimerende reduktion skal realiseres. Det svarer til, at der skal reduceres mere end dobbelt så meget varmeforbrug i bygningsmassen sammenlignet med, hvad der i Danmark er realiseret de seneste 10 år under de eksisterende regler og rammebetingelser.

Sådan lyder hovedkonklusionerne i en helt ny analyse fra EA Energianalyse, der svarer på, hvor stor en del af besparelsespotentialet i den eksisterende bygningsmasse det vil være samfundsøkonomisk rentabelt at gennemføre, hvis man holder det op imod omkostningerne til den nødvendige forsyning og tilhørende infrastruktur til transmission, lagring mv., der vil være alternativet.

- Vi skal i gang nu
Det er branchepartnerskabet Renovering på Dagsordenen, som er opdragsgiver til analysen, og Henrik Bang, der er talsmand for partnerskabet og direktør i Bygherreforeningen, udtaler:

- Vi har bestilt rapporten med det opdrag at få et helt ajourført billede af det samfundsøkonomiske potentiale for energieffektiviseringer i den eksisterende bygningsmasse - med brug af myndighedernes egne forudsætninger. Det giver beslutningstagerne, der om kort tid skal forny energiaftalen, de bedste forudsætninger for at træffe de rigtige beslutninger i forhold til at energieffektivisere bygningsmassen.

Han fortsætter:

- Med analysen i hånden kan der ikke længere herske tvivl om, at der er al mulig grund til at øge energibesparelserne i den eksisterende bygningsmasse, og at vi skal i gang nu, inden det samfundsøkonomiske efterslæb bliver for svært at indhente. Tallene viser med al tydelighed, at der er behov for at hæve ambitionerne og styrke besparelsesindsatsen og ikke det modsatte, hvis vi vil undgå, at danskerne skal at betale en merpris for den grønne omstilling.

Hans-Henrik Lindboe, der er partner i EA Energianalyse og specialist i bl.a. forsyning, systemanalyse og VE-teknologier, udtaler om analysen:

- Vi har i rapporten været omhyggelige med at lægge forudsætninger og antagelser ind om fremtidens energiforsyning, som efter vores vurdering repræsenterer det bedste bud på fremtidens omkostninger til varmeforsyning. I kombination med SBI's seneste beregninger af optimeringspotentialerne i klimaskærmen leverer rapporten derfor et solidt grundlag for at få værdisat de samfundsøkonomiske potentialer for at realisere energibesparelser i bygningsmassen.

-kj

21/3 2018