Multihallernes mestre
Gråkjær kan trække på aktuelle erfaringer fra Guldboxen i Nykøbing Falster, når totalentreprenøren til efteråret skal i gang med at bygge en ny multihal i Svendborg
Det bliver totalentreprenør Gråkjær, der skal bygge den kommende multiarena i Svendborg. Det storstilede projekt er sat i søen af en gruppe private investorer med rødder i lokalområdet, som ønsker at bygge en multiarena til glæde for hele Sydfyn.
Arenaen skal både sikre, at GOG og Svendborg Rabbits har de nødvendige faciliteter til at kunne blive i toppen af dansk elitesport, og understøtte et bredt spektrum af lokale aktiviteter og arrangementer.
Gråkjær, der netop har afleveret byggeriet af Guldboxen i Nykøbing Falster, ser frem til at kunne bruge sine erfaringer fra projektet til opførelsen af Arena Svendborg.
- Vi er meget stolte af, at investorgruppen har valgt os til at realisere byggeriet af Arena Svendborg. Med opførelsen af Guldboxen i Nykøbing Falster har vi vist, at vi er i stand til at levere en topmoderne arena til tiden og i den aftalte kvalitet.
- Vi har haft en tæt og konstruktiv dialog med investorerne, og vi ser frem til at bringe vores erfaringer og kompetencer i spil, så vi sammen kan indfri de høje ambitioner, der er til Arena Svendborg, fortæller adm. dir. hos Gråkjær, Henrik Skaarup.
Han understreger, at den lokale forankring bliver et vigtigt parameter i byggeriet. Derfor vil man så vidt muligt anvende lokale håndværkere.
Med igangsættelsen af projektet bliver en mangeårig drøm om at skabe en attraktiv og fleksibel hjemmebane realiseret. Projektet omfatter 3580 m2 og en kapacitet på godt 4000 tilskuere mod 2000 i Gudmehallerne. GOG og Svendborg Rabbits har dermed udsigt til en større hjemmebane med topmoderne faciliteter herunder VIP-lounge og TV- og presseområde.
- Tiden har i mange år været moden til nye og større rammer, og den nye arena bliver et kæmpe løft for både GOG og Svendborg Rabbits. For investorgruppen har det dog været magtpåliggende, at arenaen skal bruges til andet og mere end elitesportsarrangementer. Den skal komme hele byen og Sydfyn til gode.
- Ambitionen er at skabe en multiarena, som udover at danne rammen om fantastiske sportsbegivenheder også kan være en katalysator for lokale aktiviteter og arrangementer, for breddeidrætten, skolerne og kulturlivet. Jeg tror på, at det er en vigtig årsag til, at projektet nu er lykkedes, forklarer investor Frederik Halberg, der er administrerende direktør i Halberg og formand for projektet.
I den arkitektoniske udformning er der lagt vægt på at skabe en moderne multiarena, som kan bidrage til at fastholde og styrke elitesporten. Men arenaen skal også fungere som et aktivt samlingssted, der fremmer lysten til at bevæge sig, og den skal give plads til kulturarrangementer såsom koncerter, messer og konferencer. Multiarenaen er tegnet med fokus på at forene stemning og atmosfære med funktionalitet og fleksibilitet. Hallen bliver indrettet med mobile tribunesektioner, så kapaciteten kan tilpasses efter behov.
- Tilskuerpladserne kommer helt tæt på banen, så vi sikrer intensiteten i hallen. Samtidig kommer vi til at integrere udtryksfulde materialer og farver, så vi kan skabe den helt rigtige stemning for både tilskuere og spillere. Vi glæder os til at komme i gang med byggeriet og fortsætte det gode samarbejde, vi har haft med hele holdet bag projektet, fortæller Henrik Skaarup.
-dc