NCC løber med renovering af 310 boliger i SøheltekvarteretSamarbejdspartnere på projektet er arkitektfirmaet Arkitema og Cowi.

NCC løber med renovering af 310 boliger i Søheltekvarteret

I Aalborgs Vestby har Søheltekvarteret længe trængt til en kærlig hånd, og nu skal NCC renovere i alt 310 boliger, så boligområdet bliver mere attraktivt og bæredygtigt

NCC er valgt af Himmerlands Boligforening Afdeling 8 til at renovere og ombygge boligerne i Søheltekvarteret. Renoveringen vil give hele kvarteret i Aalborgs Vestby, der er typisk for den tidlige efterkrigstid, et løft og gøre boligområdet mere attraktivt og bæredygtigt.

- Renoverings- og ombygningsarbejdet for Himmerlands Boligforening matcher perfekt vores kompetencer, som vi også har brugt på flere lignende opgaver i Nordjylland. Vi ser frem til at komme i gang i januar og levere nogle opdaterede moderne boliger til beboerne, siger områdechef Frank Bo Larsen fra NCC i Nordjylland.

Boligerne bevarer deres nuværende størrelse, men planen er blandt meget andet at skabe en tidssvarende indretning med nyt badeværelse, vindues- og dørudskiftning, etablering af ventilation, nyt køkken og nye overflader. Desuden renoveres altanerne og murede gavle efterisoleres.

NCC's entreprise er en tømrer storentreprise, som indeholder stillads og totalinddækning, ny tagkonstruktion, udskiftning af vinduer og døre i træ-alu, indvendige lette skillevægge, gulve og lofter. Derudover indeholder entreprisen blikkenslagerarbejder, malerarbejder og inventarentreprisen.

- Vi ser frem til samarbejdet med NCC. Der er lagt op til en skånsom renovering med respekt for de boligernes kvaliteter, hvor det eksisterende udtryk bevares, siger projektleder Allan Revsbech fra Himmerland Boligforening.

Byggeriet begynder januar 2022 og forventes afsluttet i 2026. Ordren er på 112,5 mio. DKK og bogføres i 4. kvartal i 2021 under forretningsområde Building Nordics.

-dc

29/11 2021