Ny webportal sælger spritnye overskudsvarer
Den nye webshop ProffOutlet.com vil bekæmpe spild ved at sælge varer fra byggecentre, grossister og producenter, der har for mange varer på lager
Af Louise S. Strøbech
Hvorfor kassere helt nye lyskilder, pumper, armaturer eller værktøj, når håndværkere kan bruge dem og samtidig spare penge? Det er filosofien bag den nye webshop ProffOutlet.com, som i starten af februar åbnede for BtB-salg af – i første omgang – overskydende vvs- og el-varer fra virksomheder, der har for mange varer på lager. Senere vil byggematerialer som eksempelvis døre, vinduer, maling, trapper, hegn, tømrerværktøj, fliser, befæstelse, træ, gulve, pladematerialer, isolering og fugemasse også kunne købes på portalen.
- I Danmark har de 400 største grossister, byggemarkeder og producenter inden for byggeri og industri varer for 14 mia. kr. på lager, så det kan ikke undgås, at der er for mange varer på lager. Det er helt nye varer, som intet fejler, og som i værste fald bliver til skrot. Det vil vi ændre på, siger Jan Rohde, som er stifter af ProffOutlet.com.
I ProffOutlet.com arbejder man med Købere og Sælgere. Købere er især håndværkere eller håndværksvirksomheder med et CVR-nummer. Sælgere er tekniske grossister, byggemarkeder og leverandører hertil, som af den ene eller den anden årsag har produkter i overskud, som de ikke kan sælge.
F.eks. fordi en leverandør er udskiftet med en anden, en rammeaftale er faldet til jorden, fordi et projekt, der er indkøbt til, ikke bliver til noget alligevel, fordi den indkøbte farve ikke sælger, eller fordi varen er overhalet indenom af de teknologiske fremskridt. Varer, der allerede er til overs ude på lagrene, kan på portalen være sat ned med over 80 % i forhold til markedsprisen, fortæller Jan Rohde.
Et potentiale i milliardklassen
Han ser ikke overraskende et stort potentiale i de overskydende varer. Tallene taler da også for sig selv: Statistikker fra de 50 største grossister, byggemarkeder og producenter viser, at de til sammen har en kapitalbinding på 9 mia. kr. Heraf vurderer Jan Rohde, at 10-15 % er overskydende varer.
- Potentialet er enormt, men det skal selvfølgelig indfries, siger Jan Rohde, der ser en stor fordel i, at de tekniske grossister i Danmark stort set alle har et centrallager med tilknyttet natdistribution. Så kan de nemt køre også de overskydende varer ud til ProffOutlet.coms Købere.
Bæredygtighed er hele fundamentet
Jan Rohde har en baggrund indenfor bl.a. salg, organisationsudvikling og økonomi- og markedsanalyser i Solar, som udviklingschef i El:Con med ansvar for afdelingerne indkøb, HR, kvalitet og marketing og som rådgiver i indkøbsoptimering i egen virksomhed, inden ProffOutlet.com blev sat endeligt i søen. Desuden har han svendebrev som elektriker og er uddannet stærkstrømsingeniør.
- Så jeg har beskæftiget mig med overskydende varer og byggematerialer i mange år, jeg har kendskab til og erfaring med branchen, og som uddannet elektriker bilder jeg også mig selv ind, at jeg kan sætte mig i vores Køberes sted, siger Jan Rohde, der også går op i det bæredygtige aspekt af den nye webportal.
- Der ligger enorme mængder varer ude på lagrene, som ikke flytter sig hurtigt nok, og jeg ved, at hvis ikke de bliver solgt, bliver de smidt i containeren eller kommer i en affaldskværn. Det sker altså. Jeg har set helt nye vinduer blive smadret, fordi de ikke kunne sælges. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, så derfor er bæredygtighed hele fundamentet for webshoppen. Det giver så meget mening, hvis man kan gøre en god handel og kombinere den med bæredygtighed, siger Jan Rohde, der dog også gerne skal kunne leve af portalen. Derfor betaler Sælgerne en procentdel af deres omsætning til ProffOutlet.com i salær.
- Jeg kan desværre ikke leve af et grønt, bankende hjerte, som han siger.
Sådan foregår det:
- Sælger lægger selv sine overskydende varer ind i webshoppen.
- Køber får automatisk besked, hvis der kommer nye varer, han har mærket som favoritter.
- Den enkelte Sælger prissætter selv sine varer på webshoppen til ’markedets bedste pris’.
- Køber indtaster kortoplysninger, 8-cifret CVR-nummer og leveringssted, vælger sine varer og betaler.
- Varerne leveres af Sælger indenfor ca. tre arbejdsdage. Køber man varer fra flere forskellige Sælgere, vil man modtage flere leveringer.
- Varerne er altid på lager og kan ikke returneres.
- Da det er nye varer, er der fuld reklamationsret. ProffOutlet.com reklamerer hos Sælgeren på vegne af Køberen.
louise@odsgard.dk