Nyt multifunktionelt anlæg mod stormflod i Limfjorden
Det store klimatilpasningsprojekt – en indsnævring af Thyborøn Kanal – der skal sikre den vestlige del af Limfjorden mod oversvømmelser, rykker tættere på
Klimatilpasningsprojektet ved Thyborøn Kanal og Vestlige Limfjord, som syv limfjordskommuner og deres forsyningsselskaber står bag, og som er en del af det EU-støttede klimatilpasningsprojekt ’Coast to Coast Climate Challenge’, er nu gået ind i en ny fase. Her skal der designes et nyt multifunktionelt kystanlæg, der skal beskytte Thyborøn Kanal og den vestlige Limfjord mod stormflod – en investering i størrelsesorden af 700 mio. kr.
SLA og Rambøll har vundet opgaven og skal bl.a. udarbejde ideoplæg, dispositionsforslag, skitseprojekt og finansieringsmodeller for det nye anlæg.
- Vi glæder os over, at den store fælles klimaløsning for hele den vestlige del af Limfjorden nu går ind i næste vigtige fase. Jeg er sikker på, at det er de helt rigtige kompetencer og dygtige eksperter, der har vundet opgaven med at løse denne samfundsmæssige vigtige opgave, siger Erik Flyvholm, der er borgmester i Lemvig Kommune og formand for partnerskabet bag klimatilpasningsprojektet.
SLA og Rambøll skal løse opgaven i samarbejde med konsulent Rasmus Johnsen, der er en af idemændene bag masterplanen for Cold Hawaii, som også er kendt som Europas surferparadis.
Naturoplevelser og aktiviteter på land og vand
Anlægget består af to høfdeudvidelser, som skal optimeres til at yde beskyttelse mod stormflod i fremtiden under hensyntagen til klimaændringer, besejlingsforhold, miljøforhold og vandgennemstrømning i Limfjorden.
Samtidig skal anlægget understøtte liv og rekreation i området ved at indgå i et fælles oplevelsescentrum for vandaktiviteter og naturoplevelser i området omkring Thyborøn og Agger. Det skal bl.a. ske ved at binde anlægget tæt sammen med de nuværende turist- og friluftdestinationer som eksempelvis Geopark Vestjylland, Nationalpart Thy, Cold Hawaii, den nationale vandretur, Vestkyststien og den nationale cykelrute, Vestkystruten.
- Med dette klimatilpasningsprojekt ved Thyborøn Kanal kan vi ikke alene sikre store dele af den Vestlige Limfjord mod stormflod. Vi kan også skabe en lang række stærke naturoplevelser og aktiviteter på både land og vand, der kommer både lokale borgere og kommende besøgende til gode. Thyborøn Kanal spiller således direkte sammen med den lange række af udviklingsprojekter, vi i SLA har været del af på Vestkysten og i Limfjorden de sidste mange år, siger Karsten Thorlund, der er tegnestuechef for SLA Aarhus.
Når opgaven er afsluttet, vil partnerskabet bag klimatilpasningsprojektet stå med et solidt grundlag for at arbejdere videre med projektets fremtidige realisering og finansiering.
-kj