Regeringen tørrer grøn regning af på de små virksomheder
Når de store, meget forurenende virksomheder slipper billigere, bliver regningen større for alle andre
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge SMVdanmark tilgodeser regeringens udspil til en grøn skattereform de store og meget forurenende virksomheder. Til gengæld bliver regningen bliver større for de små og mellemstore virksomheder:
- Det er skuffende, at regeringen går så langt i forhold til at give CO2-rabatter til udvalgte særinteresser og forlade princippet om, at forureneren selv betaler for sin egen forurening, for det flytter regningen fra de store virksomheder til forbrugerne og de små, siger Thomas Rhoden fra SMVdanmark.
Dyrere end nødvendigt
Han henviser til, at regeringen vil lade virksomheder, der bruger såkaldte mineralogiske processer, eksempelvis Aalborg Portland, der producerer cement, slippe med en CO2-afgift på 100 kroner pr. ton udledt CO2, mens andre virksomheder skal betale 750 kroner pr. ton udledt CO2:
- Det vil gøre den grønne omstilling dyrere, end den behøver være og vil efterlade en stor regning til forbrugerne og de mindre virksomheder. Når de store, meget forurenende virksomheder slipper billigere, bliver regningen naturligvis større for alle andre, siger Thomas Rhoden.
Ineffektivt og fordyrende
Han peger på, at de mange milliarder kroner, som virksomhederne betaler i CO2-afgifter, ikke skal gå til ’ineffektive og fordyrende subsidieordninger’ målrettet de største virksomheder.
I stedet bør pengene fra CO2-afgifterne krone for krone gå til lavere skatter og energiafgifter.
Endeligt mener han, det er misvisende, at regeringen skriver, at prisen pr. ton CO2 bliver 850 kroner for virksomheder med mineralogiske processer, fordi det inkluderer en udgift på 750 kroer pr ton til at købe EU-kvoter for:
- Det ser jo godt ud på papiret, men i praksis uddeler EU gratis-kvoter for en stor del af produktionen til disse virksomheder, sige Thomas Rhoden.
Energiforbedringer sat på pause
Direktør Morten Frihagen fra Dansk Håndværk er bekymret for, at kommunernes energiforbedringer nu bliver sat på pause.
- Politikerne lægger i alt for høj grad op til, at kommuner skal inddrage nye områder i deres fjernvarmeløsninger. Hvis det bliver hovedmålet, går vi glip af andre løsninger, der kan sænke afhængigheden af russisk energi endnu hurtigere, forklarer Dansk Håndværks direktør.
Han peger på, at en reduktion af energiforbruget i offentlige bygninger og institutioner kan spille en lige så vigtig rolle ved at sænke det samlede energiforbrug.
Energiforbedringer i eksempelvis skoler kan i mange tilfælde være både hurtigere og mere effektive end ensidigt fokus på at udbygge fjernvarmenettet, som blot flytter forbruget fra en energikilde til en anden, siger han.
Ikke enten-eller
Morten Frihagen Han understreger dog, at det ikke er et spørgsmål om ’enten-eller’, men om ’både-og’:
- Danmark kan mere end blot at omlægge til fjernvarme. Vi kan også reducere energiforbruget, hvis vi handler klogt. Derfor må regeringen understrege, at kommunerne skal prioritere med omtanke, så der sættes ind, hvor det giver størst effekt. Fjernvarmeudbygning, hvor det giver mening og mere fart på omfattende energiforbedringer, hvor det giver størst effekt. Dermed opnår vi den dobbelte effekt, lyder det fra Dansk Håndværk, siger han.