Årets Byggeri Åben: Transformationen af Kedelhuset balancerer respekt og nyfortolkning
Kedelhuset i København er fredet, men er alligevel blevet ombygget til et nationalt kraftcenter for dans og koreografi – uden at miste sit oprindelige udtryk. Derfor vinder det Årets Byggeri 2025 i kategorien Åben
Transformationen af det fredede Kedelhus i Carlsberg Byen etablerer et nyt nationalt center for samtidsdans i en tidligere industrihal fra 1920’erne.
Projektet udnytter bygningens robuste rumlighed og industrielle logik som ramme for en moderne teaterfunktion.
Den store kedelhal på første sal er bevaret som et sammenhængende volumen, hvor nye funktioner indsættes som præcise indgreb, der ligger tæt op ad den oprindelige konstruktionsrytme.
Den bærende idé har været at skabe et nutidigt teatermiljø uden at kompromittere de bevaringsværdige elementer.
Indenfor fremstår installationer synlige og ubehandlede i forlængelse af bygningens oprindelige funktion som produktionsanlæg.
De oprindelige løbekraner er genaktiveret til ophængning af sceneteknik, og gangbroer i sort jern bruges nu som adgang for teknikere og som en del af publikumsoplevelsen.
Resultatet er en transformation, hvor nutidige funktioner indarbejdes uden at udviske industribygningens præcise og nøgterne udtryk.
Projektet viser, hvordan en fredet industrihal kan rumme et moderne teaterprogram, når nye lag lægger sig tæt op ad bygningens egne strukturelle og materielle forudsætninger.

Dommernes begrundelse
Kedelhuset på Carlsberg er et stærkt eksempel på, hvordan vi kan give historiske bygninger en aktiv rolle i nutidens samfund.
Med Dansehallernes indflytning er den fredede industribygning fra 1928 forvandlet fra slumrende kulturarv til nationalt kraftcenter for dans og koreografi – uden at miste sit oprindelige udtryk. Transformationen balancerer respekt og nyfortolkning.
Det arkitektoniske hovedgreb er et moderne ‘hus i huset’, hvor dansesale og værksteder fremstår som en industrielt udformet dansemaskine midt i den katedrallignende kedelhal.
Der er arbejdet præcist og stofligt med stor sans for taktilitet og detaljer – og med en tydelig forståelse for koreografiens rumlige krav.
Men bag det arkitektoniske resultat ligger en disciplineret og kompromissøgende proces. At arbejde i en fredet bygning kræver både tålmodighed og faglig viden, og det kræver også, at myndighedsbehandling og dokumentationskrav ikke kvæler initiativet.
Projektet er et godt eksempel på, hvordan arkitektur kan bidrage til byens kulturelle infrastruktur, skabe værdi for et bredt udsnit af brugere og samtidig tage vare på vores fælles historie.
Dansehallerne er blevet et åbent hus, hvor det eksperimenterende og det folkelige kan eksistere side om side.
Kedelhuset er ikke kun en arkitektonisk præstation. Det er en påmindelse om, at vi har brug for aktive, brugbare kulturarvsbygninger i den grønne omstilling. Ikke som museer, men som funktionelle steder, hvor mennesker mødes og noget nyt kan opstå.
Areal: 5000 m2
Arkitekt: Mikkelsen Arkitekter
Bygherre: Bygningsfonden Kedelhuset
Entreprenør: Julius Nielsen & Søn
Ingeniør: Vita Ingeniører
Fra Venstre: Anders Mærkedahl Pedersen, direktør for Bygningsstyrelsen, Nikolaj Rahbek Ernst, Mikkelsen Arkitekter, Søren Hansen, administrerende direktør for entreprenør Julius Nielsen & Søn, Carsten Haurum, Fonden Kedelhuset, og Scott Hollingsworth, formand for dommerkomiteen. Foto: Michael Odsgard.
Klik her for at se flere billeder og læse mere om kåringen af Kedelhuset som vinder af Årets Byggeri 2025 og læs også om de andre vindere.
Om Årets Byggeri
Årets Byggeri er en af Danmarks mest prestigefyldte priser inden for byggebranchen. Prisen uddeles årligt til projekter, der udmærker sig ved at kombinere arkitektonisk kvalitet, funktionalitet og en positiv samfundsmæssig effekt.
Formålet med prisen er at fremhæve de bedste eksempler på byggeri, der skaber værdi for både brugere og omgivelser, og at inspirere fremtidige projekter til at sætte høje standarder for kvalitet og innovation.
I år stod otte kompetente dommere bag udvælgelsen:
Scott Hollingsworth - formand for dommerkomiteen og direktør for arkitektvirksomheden Hollingsworth-Pack Corporation, der arbejder internationalt med sikkerhed og renoveringer.
Rasmus Brandt Lassen - tidligere direktør for Bygningsstyrelsen og nu branchedirektør for DI Byggeri.
Henrik Garver - administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), en brancheorganisation, der arbejder for at styrke ingeniørbranchen.
Peter Stenholm - administrerende direktør for EjendomDanmark, en brancheorganisation for ejendomsejere, -udlejere og -administratorer i Danmark.
Louise Panum Baastrup - repræsentant for Byggesocietetet, en landsdækkende interesseorganisation og et stærkt netværk inden for bygge- og ejendomsbranchen.
Anders Mærkedahl Pedersen - direktør for Bygningsstyrelsen.
Palle Thomsen - administrerende direktør for brancheforeningen Danske Byggecentre, som repræsenterer danske trælast- og byggecentres interesser.
Lars Storr-Hansen - direktør for branche- og erhvervsorganisationen Danske Arkitektvirksomheder, som varetager og repræsenterer arkitektvirksomheders interesser i dialog med samfundet.