Skills-deltagere får deres helt egen skov
DM Skills 2019 blev skudt i gang torsdag morgen, hvor 320 forventningsfulde deltagere gik over scenen med Næstveds borgmester, der lovede at plante et træ med navneplade for hver deltager
DM Skills 2019 blev skudt i gang torsdag morgen, hvor 320 forventningsfulde deltagere gik over scenen.
Og Næstveds borgmester Carsten Rasmussen kunne ved den store åbningsceremoni afsløre, at der bliver plantet et egetræ for hver af deltagerne uden for Næstved i løbet af foråret.
Det sker som en hyldest til de dygtige og engagerede unge. Deres navne kommer til at stå på plader for fødderne af de 320 træer, og den samlede skov får navnet Skills Skoven.
- Jeg glæder mig til at se skoven vokse op og se DM i Skills gro videre på den måde, sagde han.
Minister: I er uundværlige
DM-deltagerne, der kæmper inden for 43 forskellige fag, fik derudover en masse roser og lykønskninger med på vejen af bl.a. Jesper Juul Sørensen, formand for Skillsdenmark, der kaldte dem stærke rollemodeller, der vil kunne inspirere alle unge, der kommer forbi Arena Næstved. Og undervisningsminister Merete Riisager kaldte dem uundværlige:
- Vi har brug for alt det, I kan og den positive ånd, I tager med ud i samfundet, sagde hun.
Der var i øvrigt stor applaus til Skillslandsholdet, der kom på scenen efter et tilbageblik på Euroskills 2018, hvor danske lærlinge løb med seks af medaljerne. Og så blev åbningsceremonien sluttet af med en overraskelse – et lille show med en trapez-artist oppe under taget i arenaen.
-jhn( fra SkillDenmarks Facebookside - følg den her)