SMVdanmark: Udskyd momsen et halvt år mere
Den seneste udvikling i smittetrykket betyder en omfattende nedlukning af det danske samfund.
Af Dan Bjerring
De seneste restriktioner betyder en yderligere stramning for ikke mindst de mindre og mellemstore virksomheders eksistensvilkår.
Forsamlingsloftet reduceres fra ti - til fem personer, og afstandskravet øges til to meter. Samtidig er der tegn på, at den engelske coronavariant kan skabe et stort pres på hospitalerne og skabe stor usikkerhed om, hvornår virksomhederne får lov til at åbne igen.
Jakob Brandt, der er administrerende direktør i SMVdanmark accepterer, at regeringen ved eksempelvis at holde daginstitutionerne åbne prioriterer, at ’produktionsdanmark’ og byggeriet kan holde åbent:;
Brugt al opsparing
- Men jeg er dybt bekymret for, hvilken tilstand de selvstændige står i, når vi kommer på den anden side af coronakrisen. De små virksomheder er hårdt pressede og lever lige nu fra hånden til munden. Efter et hårdt 2020 har mange opbrugt al opsparing, og en langvarig nedlukning vil både medføre fyringer og konkurser, siger Jakob Brandt.
Han peger på, at statsministeren allerede nu forventer, at restriktionerne forlænges ud over 17. januar:
- Det vil koste virksomhederne dyrt. Det er forståeligt, men også dybt beklageligt, at vi allerede nu skal se frem til, at de nuværende restriktioner forlænges. Det er ikke gratis for virksomhederne at være tvangslukket. Langt fra. Når vi ser ind i en meget lang nedlukningsperiode, bliver vi nødt til at finde bedre og mere retfærdige måder at holde erhvervslivet i live, siger SMVdanmarks administrerende direktør.’
Ligesom sidste år
Jakob Brandt opfordrer blandt andet til, at den nært forestående frist for momsbetaling udskydes:
- Virksomhederne fik sidste år mulighed for at udskyde betaling af deres moms til marts i år. Vi begynder allerede nu at høre fra virksomheder, at de på grund af de seneste nedlukninger ikke har mulighed for at betale den store regning allerede nu. Vi foreslår derfor, at virksomheder skal have mulighed for at udskyde momsbetalingen i yderligere seks måneder, som et rentefrit lån. Det betyder meget lidt for statskassen, men rigtigt meget for de små virksomheder, siger han.