SMV’erne skal med på den grønne omstilling NU!
SMV’erne har afgørende betydning for den grønne omstilling af byggeindustrien. To erfarne byggefolk tilbyder målrettet hjælp med at gøre den grønne omstilling til en god forretning
Af Dan Bjerring
Byggeindustrien er en vigtig brik i den grønne omstilling. Både når det gælder klimaaftryk, ressourceforbrug og biodiversitet. I de kommende år skærpes kravene til byggeriets aktører via en lang række krav i Bygningsreglementet, men også i forbindelse med implementering af direktiver og forordninger fra EU.
To erfarne byggefolk, Michael H. Nielsen og Flemming Kehr, er gået sammen og tilbyder byggeindustriens mindre og mellemstore virksomheder hjælp i forhold til at kunne levere på de mange nye grønne krav, som rammer dem i de kommende år.
Dokumentationskrav og kompetencer
- Uden grøn omstilling af mindre og mellemstore virksomheder, ingen grøn byggeindustri
De nye krav rammer alle i byggeriet, hvad enten de er bygherrer, rådgivere, materialeproducenter eller udførende virksomheder.
- Og med de nye grønne krav til byggeindustrien følger også dokumentationskrav samt behov for nye kompetencer, der udfordrer den traditionelle forretningsdrift. Kort sagt presses virksomhederne i byggeriet, hvad enten de er store eller små, til at accelerere den grønne omstilling frem mod 2030, siger Michael H. Nielsen.
Hele værdikæden skal med
Han noterer, at mange store virksomheder allerede er godt i gang, men at det er afgørende, hvis byggeindustrien skal nå 2030 målene, at alle de øvrige virksomheder i værdikæden også kommer i gang med en helhedstænkt grøn omstilling:
- Det er et krav fra de store virksomheder i branchen, som de mindre - og mellemstore virksomheder er leverandører til. Men det er også et krav fra eksterne interessenter som finansielle virksomheder, forsikringsbranchen, investorer og lignende, siger Michael H. Nielsen, der er tidligere direktør i Dansk Byggeri.
Det rette udgangspunkt
Når byggeindustriens mange mindre og mellemstore virksomheder ikke har uanede ressourcer, er det en forudsætning at der skabes det helt rette udgangspunkt i den enkelte virksomhed, hvis de skal lykkes med en omstilling, der samtidig ikke underminerer en rentabel drift af en ofte presset kerneforretning.
Det betyder ifølge de to bygefolk blandt andet, at der i forbindelse med arbejdet med bæredygtighed/ESG er behov for en klar afstemning af ambitionsniveauet hos ejere, bestyrelse og ledelse, at de rette kompetencer er til stede de rigtige steder i organisationen, samt at der foretages en målrettet, lavpraktisk detailplanlægning og eksekvering.