STB Egenproduktion opkøber murer- og støbefirma
Entreprenørvirksomheden STB Egenproduktion opkøber Murerfirmaet Schou-Lauridsen og kan nu både tømre, mure og støbe
Murerfirmaet Schou-Lauridsen, der har udført støbe- og murerarbejde siden 2016, har efter flere års tæt samarbejde med den landsdækkende entreprenørvirksomhed STB Egenproduktion, valgt at blive endnu tættere.
Tommy Lauridsen, den nu tidligere indehaver, udtaler:
- Vi har altid haft et godt samarbejde med STB Byg. Vi har de samme værdier og tilgange til projekterne, og da jeg gerne ville være en del af et større hold, efter at have prøvet kræfter med det selvstændige liv, var det en god mulighed for at slå pjalterne sammen.
Gennem de senere år har STB Egenproduktion, der fungerer som en selvstændig håndværksvirksomhed med murer- og tømrerafdeling under STB Byg, formået at løfte både indtjening og omsætning. Den positive udvikling får nu STB Byg til at satse på endnu mere på murer- og støbearbejder.
Siden 1956 har STB Byg beskæftiget sig med tømrerarbejde inden for både offentligt og privat byggeri, mens murerafdelingen først blev en del af virksomheden i år 2000. I 2018 opkøbte STB BYG murerfirmaet Anders Vind fra Varde som led i bestræbelserne på at udvide kapaciteten i egenproduktionen, og nærværende opkøb er endnu et skridt i den retning.
Større fleksibilitet
Gennem de seneste år er der for alvor kommet godt gang i hjulene, og i dag beskæftiger STB Egenproduktion ca. 80 håndværkere. Mange svende udklækkes i eget regi og STB Egenproduktion uddanner hvert år 3-6 lærlinge. I 2019 fik lærling nr. 106 således sit svendebrev i STB regi.
- Fremover vil virksomheden i kraft af det ny opkøbte støbefirma - Murerfirmaet Schou-Lauridsen - kunne udføre flere murer- og støbearbejder med egne ansatte, og det har stor betydning for fleksibiliteten og STB Byg som samarbejdspartner, fortæller Bjørn Winther, som er daglig leder af STB Egenproduktion:
- Opkøbet af Murerfirmaet Schou-Lauridsen er et længe ventet skridt på vejen, som gør det muligt for os at tilbyde samlede løsninger til vores kunder, hvor vi nu kan levere egne tømrer-, murer- og støbefolk. Udvidelsen betyder simpelthen, at vi nu er i stand til at varetage tre store fagentrepriser på det enkelte projekt, på alt lige fra enkle løsninger til komplekse konstruktioner, tilføjer Bjørn Winther.
-los