Østerbros udadvendte og sociale skøjtehal
Østerbros nye skøjtehal bliver en attraktiv og aktiv spiller i den helt nye bydel Østre Gasværkskvarteret
Den arkitektoniske grundide bag Østerbros nye skøjtehal har været at flette kvarters historie og nutid sammen i en ny skøjtehal, hvor åbenhed og tyngde skaber et indbydende og robust samlingspunkt, som bliver startskuddet for Østerbros nye samlingspunkt.
- Vi har haft stort fokus på at skabe et udadvendt og socialt hus, der appellerer bredt til både unge og gamle, familier og organiserede idrætsudøvere, der dyrker kunstskøjteløb og ishockey. Kort sagt en hal, som har faciliteter til både formelle og uformelle sportsaktiviteter, siger Thomas Nørgaard, der er partner hos Christensen & Co. Arkitekter.
Opgaven med at designe en skøjtehal er ikke ny for tegnestuen, der står bag en lang række idræts- og kulturprojekter f.eks. Ørestad skøjtehal, der slog dørene op i 2016, og som netop har lagt is til VM i ishockey 2018.
Krydsbestøvning mellem kold og varm
Traditionelt er skøjtehaller lukkede, og tilfældige forbipasserende har ingen anelse om, hvad der sker inde bag facaden. Men for Christensen & Co. Arkitekter er design og byggeri af skøjtehaller en helt særlig disciplin, hvor kontrasten mellem koldt og varmt afspejler skøjtehallens varme sociale ånd og iskolde funktionalitet. Dette spænd giver et enormt kreativt mulighedsrum, som arkitekturen skal afspejle.
- Ved at synliggøre, hvad der faktisk sker inde i hallen, får du måske lyst til at kigge på eller komme indenfor og selv deltage i aktiviteterne. Det skaber simpelthen en krydsbestøvning mellem skøjtehallens brugere internt og mellem brugerne og byens borgere, siger Thomas Nørgaard.
Derfor har det været essentielt at skabe visuelle forbindelser mellem husets funktioner og de sociale mellemrum sådan, at man f.eks. som skøjteløber på isen kan se fodboldspillerne i det tilstødende sportslandskab eller få et kig op til dansesal og styrketræningsrum. Skøjtehallen kommer også til at rumme en cafe og skøjteudlejning.
Skøjtehallens facade bliver kendetegnet ved jordfarver, teksturer og sanselighed, der refererer til omgivelsernes industrielle byggeri med karske former og robust arkitektur. Den nye skøjtehal bliver opført mellem de bevaringsværdige bygninger og bliver en transformation af den tidligere og rå industri og det nye boligområde.
-kj