Stop eksperimenter med erhvervsskolerne
Dansk Håndværk vil have de grønne fag ind på samtlige erhvervsskoler, ikke som regeringen ønsker med kun tre klimaerhvervsskoler
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Regeringen vil med endnu et initiativ få flere unge til at søge erhvervsuddannelserne. Det skal blandt andet ske ved at give skolerne flere penge, så de kan investere i tidssvarende og grønt udstyr og sikre lærerkompetencer med opdateret viden.
Der afsættes 300 millioner over de næste fire år, samtidigt med at der udpeges tre klimaerhvervsskoler, hvoraf dog kun den ene angår byggefagene.
Men udspillet får en blandet modtagelse hos arbejdsgiverne for de håndværkere, der dels skal sikre de unge en læreplads og efterfølgende ansætte dem, når de er færdiguddannede.
Længe tiltrængt
Direktør Morten Frihagen fra Dansk Hånværk roser regeringen for at opgradere erhvervsskolerne:
- Det har været tiltrængt længe. Men i de kommende år, vil der mangle 70.000 faglærte. Ikke kun indenfor håndværksfagenes grønne arbejdsområder, men fordelt ud over alle byggeopgaver. Også de opgaver, der ikke er en konsekvens af klimaomstillingen.
- Derfor er det ikke nok blot at trække de unge væk fra de eksisterende fagområder og flytte dem over på nye, grønne fag, siger han.
Brug pengene fornuftigt
Han erkender at grønne håndværksopgaver trækker en gruppe af de unge til uddannelserne, men at begynde forsøg med at omstille uddannelserne er en tidsmæssig satsning.
Morten Frihagen nævner, at byggeriet umiddelbart står overfor en voldsom udfordring med klimarenovering af den eksisterende bygningsmasse samtidigt med, at der kommer til at mangle 70.000 faguddannede:
- Brug pengene - og meget gerne langt flere - på en generel opgradering af skoler og lærekræfter. Gerne med vægt på ny klimaviden og tilsvarende udstyr, så den nye viden kommer i spil på samtlige erhvervsskolerne.
- Men hold igen med eksperimenter i en periode, hvor vi kommer til at mangle så mange medarbejdere, siger Morten Frihagen.