Stor succes indenlands kaster flot international forfremmelse af sig
Per Christensen var med da Orbicon blev solgt til WSP i 2019, og nu bliver han direktør for i alt 1500 medarbejdere i Danmark, Tyskland, Holland og Polen
WSP samler landene Danmark, Tyskland, Holland og Polen i én enhed kaldet Central Europe Northern Region.
Direktør for WSP Danmark, Per Christensen, bliver administrerende direktør for den samlede region, samtidig med at han beholder rollen som administrerende direktør for WSP Danmark.
- Det er mit helt klare mål, at vi skal vokse i det nordeuropæiske marked, og vi skal blive endnu bedre til at samarbejde og udnytte ressourcer og viden på tværs, siger Per Christensen.
Han mener, der er stor fordel i at udnytte adgangen til arbejdskraft og ekspertise på tværs af grænserne i regionen.
Derudover bliver der mulighed for i højere grad at rådgive nogle af de store internationale virksomheder med helhedsorienterede løsninger på tværs af grænser.
- Med store internationale kunder, sætter vi ofte et internationalt hold af eksperter, der er de bedste til at løse opgaven. Det er noget af det, vi er rigtige gode til og forsat vil have fokus på til fordel for vores kunder, siger Per Christensen og tilføjer:
- Vi kan noget i Danmark, som de andre kigger på. Vi er gode til at tænke fremtiden ind i løsningerne, og det gælder både, når der er tale om grøn omstilling, miljø og natur og at indtænke sociale elementer i løsningerne, siger Per Christensen.
Han nævner bl.a. den amerikanske Sustainability Delivery Awards, hvor WSP Danmarks arbejde med muslinger og deres evne til at rense vandet vandt en pris sidste år.
Viby Kulturhus vandt også den amerikanske ENR awards for et par år siden – bl.a. for evnen til at fungere som samlingspunkt for byen.
- Et andet eksempel er Karens Minde Aksen, hvor vi har haft udenlandske gæster på besøg, der bliver imponerede over, hvordan klimatilpasningsløsninger kan inddrage sociale elementer samt natur og biodiversitet, siger Per Christensen.
Men det går også den anden vej, og nu kommer der endnu mere fokus på også at tage specialister ind udefra, når der skal løses opgaver i Danmark, alt efter kundernes behov.
- I Holland har man lang erfaring i at beskytte sig mod havets kræfter, og den erfaring har vi brug for i Danmark, når vi skal sikre vores kyster mod havstigninger og stormflod, siger Per Christensen.
-dc