Østre Ringvej vil få stor mængde trafik

Østre Ringvej vil få stor mængde trafik

103.000 daglige køretøjer pr. hverdag vil bruge mindst en af delstrækningerne i år 2050.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Hvis København får den Østlige Ringvej, som en analyserapport har peget på, vil det betyde, at der i scenariet uden brugerbetaling er 103.000 daglige køretøjer pr. hverdag, der bruger mindst en af delstrækningerne i år 2050.

Ifølge en tilsvarende opgørelse af trafikken for scenariet med brugerbetaling vil der være noget nær det halve - 53.200 daglige brugere:

- Brugerbetalingen betyder således, at flere vil fravælge Østlig Ringvej, også selvom trafiksaneringen gør det besværligt at køre gennem Indre By, konkluderer analysen blandt andet.

Omfordeling af trafikstrømme
Samtidig peges der på, at størstedelen af de bilister, der i fremtiden vil benytte Østlig Ringvej mellem Sjælland og Amager, kører mellem på den ene side Nordsjælland, de nordlige forstæder, det nordlige København - og på den anden side det nordøstlige og østlige Amager - herunder Lufthavnen og Øresundsforbindelsen.

Etablering af Østlig Ringvej vil også betyde en omfordeling af trafikstrømmene, ikke kun i København, men også på vejene omkring. Der vil således være områder, hvor vejnettet aflastes, men også områder, hvor ringvejen og trafiksaneringen medfører mere trafik.

Svært at komme gennem Indre By
Ikke mindst vil der ske en ’markant reduktion af trafikken i Indre By’. Trafikken på Fredensbro

– fra primært Lyngbyvejen og ind mod centrum - forventes således at falde med cirka 46 procent i scenariet med brugerbetaling og trafiksanering og 25 procent uden brugerbetaling og uden trafiksanering.

Øster Søgade, der bliver ensrettet med Trafiksaneringsplanen får reduceret biltrafikken med næsten 80 procent.

Trafiksaneringen vil desuden betyde, at det bliver svært at komme igennem Indre By, hvilket vil overflytte trafik fra veje i Indre By til blandt andet Nørrebro.

Samme stigning i trafik ses ikke i scenariet uden brugerbetaling og trafiksanering.

Stor trafikaflastning af broerne
Østlig Ringvej vil aflaste broerne over Københavns Havn, som allerede i dag er ramt af trængsel. På Langebro vil der ske et fald i trafikken på 11 procent i myldretiden i scenariet med brugerbetaling og trafiksanering og 22 procent uden brugerbetaling og trafiksanering. Knippelsbro vil blive aflastet med henholdsvis 18 procent med brugerbetaling og trafiksanering og 27 procent uden.

Samlet pris for projektet bliver mellem cirka 21 milliarder kroner og 31 milliarder kroner alt efter valget af linieføring.

25/8 2020