Svanemærkede tagboliger i Vanløse
I bebyggelsen Dalhusene omdannes de gamle loftrum til 36 nye, svanemærkede tagboliger med udsigt over Vanløse
Efterspørgslen på boliger i de større danske byer har de senere år betydet, at de uudnyttede kvadratmeter i eksisterende ejendomme i stigende grad bliver anvendt til tagboliger. Som bygherre har pensionskassen JØP tidligere været involveret i en række tagboligprojekter i København og Aarhus, og med Danmarks første svanemærkede tagboliger tager pensionskassen det naturlige næste skridt, fortæller Mikkel Svenstrup, der er investeringsdirektør i JØP:
- Vi vedligeholder og optimerer løbende vores ejendomsportefølje - bl.a. ved at opføre tagboliger, der sikrer os flere centralt beliggende boligkvadratmeter og nye lejere. I vores arbejde med at skabe det bedst mulige afkast til vores medlemmer er vi også forpligtet på at være fremsynede. Vi skal følge med udviklingen og være opsøgende på nye muligheder, og i den forbindelse vurderer vi, at svanemærkede boliger har et stort potentiale.
Vil have sunde materialer
Certificeringen af Dalhusenes nye tagboliger betyder bl.a., at energiforbruget er lavt, at både byggematerialer og kemiske produkter lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, og at byggeaffaldet sorteres og sendes til recirkulering. Også de nye udearealer opføres i overensstemmelse med Svanemærkets krav, og det er alt sammen med til at skabe en boligløsning skræddersyet til fremtidens behov.
- Svanemærkets krav til kemikalier reducerer miljøbelastningen under produktionen og mindsker samtidig beboernes eksponering for kemikalier. Vi oplever i stigende grad, at boligmarkedet bevæger sig mod boliger, der både er opført med sunde materialer og sunde at opholde sig i, og vi forventer derfor også, at Dalhusenes tagboliger er en sund investering, siger Mikkel Svenstrup.
Fremtiden er bæredygtig
Allerede i dag ser seks ud af 10 danskere efter Svanemærket, når de vælger varer, og der er en stigende interesse for svanemærket byggeri. Ifølge en ny statistik fra Nordisk Miljømærkning er antallet af svanemærkede byggerier i Norden firedoblet de seneste tre år.
Og det overrasker ikke Niels Christian Nielsen, der er kreativ direktør og partner i Arkitektfirma Hune & Elkjær, som er tegnestuen bag de svanemærkede tagboliger:
- Bæredygtighed er fremtiden - også indenfor boligbyggeri. Det er blevet en del af det værdisæt, vi som samfund træffer fremtidens beslutninger ud fra. Svanemærket boligbyggeri giver derfor god mening - både fra et miljø- og klimavenligt perspektiv og fra et økonomisk og bæredygtigt perspektiv. I en svanemærket bolig kan tidens og fremtidens klimabevidste generation leve et sundt liv med indbygget bæredygtighed.
Udover certificeringen med Svanemærket bliver de nye tagboliger kendetegnet af højloftede rum, nye kviste og tagterrasser, der tilsammen skaber gennemlyste, moderne boliger. Samtidig muliggør tagboligprojektet en renovering af bebyggelsens trappeopgange samt nye opholdsarealer med bl.a. cykelskure og haverum.
-kj