Sværere at finde job for lønpessimister og lønoptimister
Arbejdsløse under- og overvurderer hvor meget de kan forvente i løn i et kommende job
Af Dan Bjerring
Mere viden om andres lønniveau får hurtigere ledige i job. Det viser en ny analyse fra Rockwol Fonden.
Næsten halvdelen af de ledige jobsøgende har urealistiske forventninger til, hvad de kan forvente i løn, og hver fjerde arbejdsløse jobsøgende overvurderer deres lønniveau med mere end 15 procent, viser undersøgelsen.
Omvendt undervurderer hver femte deres kommende lønniveau med mere end 15 procent.
Det er forskere fra Københavns Universitet, Copenhagen Business School, University of Würzburg og University of Cologne, der står bag undersøgelsen.?
Svært at acceptere lønnedgang
Forskellen på virkelighedens verden og de jobsøgendes forventninger er størst blandt de grupper, hvor de jobsøgende tidligere fik en høj løn - og derfor kan forvente en lønnedgang - eller dem, der har været arbejdsløse i mindst seks måneder:
-?For mange kan det være svært at acceptere en lønnedgang. Selv, hvis man for eksempel har været uden arbejde i et halvt år, har mange mennesker svært ved at vurdere, hvad de kan forvente i løn i det næste job, fortæller Alexander Sebald, der er professor på CBS-
Pessimister og optimister
I studiet fik en gruppe at vide, hvordan lønniveauet var hos fagfæller med samme profil som dem selv.
Den anden var kontrolgruppe, der ingen information fik. Alt efter om man var optimistisk eller pessimistisk jobsøgende, reagerede respondenterne helt forskelligt.?
Øgede eller sænkede lønforventninger
Pessimisterne, der undervurderede det gennemsnitlige lønniveau med mere end 15 procent, øgede deres lønforventninger med mere end fem procent, efter de var blevet gjort bekendt med, hvad deres fagfæller tjente.?
Optimisterne, der overvurderede det gennemsnitlige lønniveau med mere end 15 procent, sænkede deres forventninger med næsten fire procent.
Hurtigere i job
For både lønoptimister og lønpessimister kom der vind i sejlene i jobjagten, når de ændrede deres forventninger til løn.??
For lønoptimisterne, der sænkede deres lønforventninger, var 3,7 procentpoint flere kommet i job tre måneder efter - sammenlignet med kontrolgruppen, der ikke fik information om fagfællers lønniveau.
Efter seks måneder var det vokset til 3,9 procentpoint flere.?
For pessimisterne var 4,1 procentpoint flere i job efter tre måneder. Ifølge Alexander Sebald kunne mange ledige jobsøgende sandsynligvis komme hurtigere i arbejde, hvis de fik bedre vejledning om, hvad de kan forvente af løn i deres næste job.