Tidligere Lund & Staun-direktør kommer godt fra start
Siden starten af december 2018 har Michael Lund A/S næsten fordoblet medarbejderstaben, men vækst er ikke et tema for den nordjyske tømrermester
Som led i en opsplitning af det tidligere Lund & Staun startede direktøren i den tidligere virksomheden Michael Lund i slutningen af 2018 op med tre ledende medarbejdere, 14 svende og to lærlinge. Siden er kunderne strømmet til, og de 19 medarbejdere har fået 17 nye kollegaer:
- Jeg er enormt stolt over, at vi formår at skabe resultater ved at drive virksomhed på den måde, som vi allerhelst vil; at udføre mindre byggeopgaver baseret på faglighed, arbejdsglæde og ordholdenhed. Det er ikke for sjov, at der står ’godt byggeri udført af glade håndværkere’ på vores biler. Det er meget vigtigt for mig, at kunder såvel som medarbejdere taler positivt om virksomheden. En kunde skal ikke vælge Michael Lund A/S, fordi vi er billigst, men fordi han har tillid til, at vi er bedst til at udføre opgaven, siger Michael Lund.
Michael Lund A/S udfører mindre fag- og hovedentrepriser med tømrer-, snedker- og murerarbejde i egenproduktion.
- Ikke bare et job, det er mit liv
Samtidig med, at Michael Lund besluttede at starte nyt firma, blev sønnen Steffen S. Lund færdiguddannet som bygningskonstruktør. Med Konstruktørernes Dimittendpris i bagagen havde Steffen flere muligheder på hånden. Men han var aldrig i tvivl om, at et job som beregner og entrepriseleder i faderens nye firma var det rette karrierevalg for ham.
- Det er en unik chance for at sætte mit præg på udviklingen af en ny virksomhed. Samtidig kan jeg mærke, at det betyder mere, fordi det er et familieforetagende. Det er ikke bare et job, det er mit liv. Og så passer det rigtig godt til mig at være i en virksomhed, hvor man er så tæt på kunden og på kollegerne. Jeg deler kontor med 200 års brancheerfaring og bygger på min faglighed hver eneste dag, siger 27-årige Steffen S. Lund.
Er det her en opgave, der gør os glade?
Michael Lund A/S kom igennem sit opstartsår med et plus på 0,7 mio. kr. før skat, og de positive takter er fortsat ind i 2020. Så selv om Corona-krisen har skabt usikkerhed i byggebranchen, behøver de ansatte i Svenstrup-virksomheden ikke at frygte for jobbet, understreger Michael Lund.
Kombinationen af forsikringssager, private kunder og faste erhvervskunder sikrer et stabilt fundament, der skal bruges som afsæt for en konsolidering af det unge håndværksfirma. Fokus er fag- og hovedentrepriser op til to millioner kroner, og kollegaerne i branchen kommer ikke til at se Michael Lund A/S jagte omsætning på licitationsmarkedet:
- Det klare mål for de næste tre år er at styrke det fundament, vi har skabt. Det handler om medarbejdere, om kultur og om egenkapital. Omsætning er ikke vigtig for mig, og jeg vil hellere have 40 ansatte, end jeg vil have 50. Da jeg startede op, lovede jeg mig selv, at jeg kun skulle have gode arbejdsdage resten af mit liv. Og jeg bliver altså ikke lykkelig af at bygge en stor skole, en boligkarre eller et center. Det har jeg prøvet. Derfor kigger vi på hver enkelt opgave og spørger: Er det her en opgave, der gør os glade? Gør den ikke det, siger vi pænt nej tak, siger Michael Lund.
-kj